EP-Nyt #4: ”Alene er vi små spillere, men sammen er vi en magt, man kan regne med”
EU’s regeringsledere har været til uformelt møde i Bruxelles, hvor Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola også deltog. Derudover har Europa-Parlamentets udvalg forberedt sig på næste uges plenarsamling. Deriblandt et nyt, særligt udvalg, der skal bekæmpe indblanding i demokratiske processer.
En udvalgs- og gruppeuge er ved at gå på hæld, og en plenarsamling i Strasbourg banker på døren. Du kan blive klogere på begge dele i denne uges udgave af vores nyhedsbrev.
God læselyst!
- Metsola til EU’s regeringsledere: Europa skal være ansvarlig for sin egen sikkerhed
- Nyt udvalg skal bekæmpe udenlandsk indblanding
- Sæsonens sidste EU-Aktuelt debat stillede skarpt på udvidelse af EU
- Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
- Næste uges plenarsamling
Vi vil gerne gøre dette nyhedsbrev endnu bedre. Hvis du har to minutter til overs, vil vi derfor blive rigtig glade for lidt feedback. Klik her for at give din mening til kende.
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
Metsola til EU's regeringsledere: Europa skal være ansvarlig for sin egen sikkerhed
Europa-Parlamentet vil presse på for flere investeringer, mere produktion og et tættere samarbejde på tværs af Europa på forsvarsområdet.
Det var formand for Europa-Parlamentet Roberta Metsolas budskab, da hun var med til Det Europæiske Råds uformelle møde om Europas forsvar mandag. Her mødtes EU’s regeringsledere for at tale om udviklingen af kollektive kapaciteter, hvordan EU’s budget bedst kan anvendes og styrkelse af strategiske partnerskaber.
I sin tale til EU’s regeringsledere lagde Metsola særlig vægt på behovet for at øge Europas forsvarsproduktion og forsvarsindustrielle beredskab, at mobilisere privat finansiering og at skabe et indre marked for forsvar.
”Vi ser alle sammen de trusler, som Europa står overfor, og det er klart, at Europa skal være ansvarlig for sin egen sikkerhed. Ingen andre vil gør det for os,” sagde hun og fortsatte:
”Alene er vi små spillere, men sammen er vi en magt, man kan regne med.”
Du kan læse hele Roberta Metsolas tale til de europæiske regeringsledere her.
Det uformelle møde i Det Europæiske Råd bliver retningsgivende for den kommende hvidbog om fremtiden for det europæiske forsvar, som EU-Kommissionen og EU’s udenrigschef Kaja Kallas skal udarbejde i fællesskab.
Nyt udvalg skal bekæmpe udenlandsk indblanding
Det Særlige Udvalg om Det Europæiske Demokratiskjold kan nu kaste sig over arbejdet med at bekæmpe udenlandsk informationsmanipulation og indblanding i demokratiske processer.
Mandag afholdte udvalget nemlig sit konstituerende møde som det sidste i rækken af Europa-Parlamentets nye udvalg.
Næstformand i Europa-Parlamentet Christel Schaldemose (S/S&D) er et af det særlige udvalgs 33 medlemmer, der i de næste 12 måneder skal være med til at understøtte EU-Kommissionens handlingsplan for det europæiske demokrati.
Det var i december 2024, at Parlamentets politiske gruppers ledere besluttede at opgradere Udvalget for sikkerhed og forsvar (SEDE) og Udvalget om Folkesundhed (SANT) til faste udvalg samt oprette to nye udvalg; Det Særlige Udvalg om Det Europæiske Demokratiskjold (EUDS) og Det Særlige Udvalg om Boligkrisen i Den Europæiske Union (HOUS).
De to faste udvalg og Det Særlige Udvalg om Boligkrisen i Den Europæiske Union havde sine konstituerende møder i sidste uge. Dem kan du læse om i sidste uges nyhedsbrev.
Sæsonens sidste EU-Aktuelt debat stillede skarpt på udvidelse af EU
Lande som Moldova og Ukraine banker på EU’s dør, og en udvidelse af det europæiske samarbejde er blevet endnu mere aktuel i forbindelse med krigen i Ukraine.
Men hvad stiller vi op med retsstatsprincippet og de demokratiske udfordringer, som nye medlemslande kan skabe? Hvilken betydning vil en udvidelse af det europæiske samarbejde få for EU’s sikkerhedspolitik? Og i hvilket tempo skal nye medlemslande blive en del af EU?
Det gav chefanalytiker fra Tænketanken Europa, Christine Nissen, og Europa-Parlamentarikerne Morten Løkkegaard (V/Renew) og Per Clausen (EL/Left) deres bud på onsdag morgen til den tredje i en serie af debatter under navnet EU-Aktuelt.
EU-Aktuelt afholdes i samarbejde mellem Djøf og Europa-Parlamentets kontor i Danmark. I hver debat dykker vi ned i aktuelle EU-emner. Du kan få et overblik over debatserien her.
Onsdagens debat med overskriften ”Tør vi tage flere med i klubben - tør vi lade være?” var den sidste i EU-Aktuelt serien i denne omgang, men der er flere arrangementer på vej, som bliver offentliggjort i løbet af foråret og sommeren 2025.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
I anledning af det danske formandskab for EU-Rådet planlægger vi at være afsted på samtlige plenarsamlinger i Strasbourg i andet halvår af 2025. På grund af formandskabet vil der også være danske ministre tilstede til samlingerne.
Du kan søge om at komme afsted til plenarsamlingerne i følgende dage:
- 7.-9. juli
- 8.-10. september
- 6.-8. oktober
- 20.-22. oktober
- 24.-26. november
- 15.-17. december
Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om rejsestipendiet. Læs mere om stipendiet og send din ansøgning her.
Næste uges plenarsamling
Den 10.-13. februar mødes Europa-Parlamentsmedlemmerne i Strasbourg til plenarsamling, hvor der er følgende på programmet:
Tre år med Ruslands krig: MEP'erne gentager deres urokkelige støtte til Ukraine. Tirsdag skal MEP’erne vurdere konsekvenserne af Ruslands tre år lange krig mod Ukraine og EU’s støtte til landet sammen med EU-Kommissionen og det polske formandskab for EU-Rådet. Onsdag morgen skal MEP’erne debattere undertrykkelsen af oppositionen i Rusland et år efter mordet på Aleksej Navalnyj, mens de om eftermiddagen diskuterer behovet for at give målrettet støtte til de EU-regioner, der grænser op til Rusland, Ukraine og Belarus.
EU-Kommissionens prioriteter for 2025 og konkurrencekompasset. Onsdag præsenterer kommissionsformand Ursula von der Leyen EU-Kommissionens program for 2025 og giver et overblik over de lovgivningsforslag, der er planlagt for i år. I en anden debat samme dag skal MEP’erne sammen med repræsentanter fra EU-Kommissionen og det polske formandskab i EU-Rådet debattere det såkaldte konkurrencekompas, som har til formål at styrke Europas konkurrenceevne.
Trump-administrationens toldtrusler. Tirsdag skal MEP’erne og repræsentanter fra EU-Kommissionen og det polske formandskab i EU-Rådet vurdere EU og USA’s handelsrelation samt EU’s potentielle modsvar, hvis USA indfører told på europæiske produkter.
USA’s udtræden af WHO og Parisaftalen. Onsdag skal MEP’erne diskutere konsekvenserne af den nye amerikanske administrations beslutning om at trække sig fra en række internationale organisationer og aftaler.
Stigende bandevold i Sverige. Mandag skal MEP’erne debattere optrapningen af den organiserede kriminalitet i Sverige med EU-Kommissionen.
Den kommende EU-strategi for Mellemøsten. Tirsdag eftermiddag skal MEP’erne debattere den planlagte strategi for Mellemøsten med EU-Kommissionen og det polske formandskab for EU-Rådet. Efter kommissionsformand Ursula von der Leyens politiske ønske skal strategien fremme ”alle de tiltag, der er nødvendige for at nå til en tostatsløsning og for at styrke partnerskabet med regionale stakeholders”.
Politisk krise i Serbien. Tirsdag skal MEP’erne og repræsentanter fra EU-Kommissionen og det polske formandskab i EU-Rådet diskutere den politiske krise i Serbien, som er opstået efter kollapset af en togstations tag. Hændelsen har udløst en anti-korruptionsbevægelse og flere tusinde mennesker har været på gaden for at demonstrere mod regeringen.
Kritisk kommunikationsinfrastruktur. Torsdag skal MEP’erne vurdere EU’s fremskridt med at mindske medlemslandenes strategiske afhængighed af andre lande inden for kritisk kommunikationsinfrastruktur.
Amerikansk eksportkontrol af AI chips. Tirsdag skal MEP’erne diskutere, hvordan EU skal forholde sig til USA’s beslutning om at begrænse eksporten af AI chips med EU-Kommissionen. Beslutningen kommer til at påvirke 120 lande, inklusive 17 EU-medlemslande.
EU’s økonomi og Den Europæiske Centralbanks aktiviteter. Mandag giver Den Europæiske Centralbanks formand, Christine Lagarde, MEP’erne en status på europæiske og globale økonomiske anliggender samt Den Europæiske Centralbanks aktiviteter. På tirsdag vedtager MEP'erne deres årlige sæt anbefalinger til Den Europæiske Centralbank om ting, den bør prioritere, herunder bekæmpelsen af inflation.
EU-Mercosur handelsaftalen. Torsdag skal MEP'erne debattere frihandelsaftalen mellem EU og de fire Mercosur-lande Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay, herunder aftalens indflydelse på europæisk landbrug.
Den Demokratiske Republik Congo. Tirsdag skal MEP’erne diskutere konflikten og den humanitære krise i DRC med EU-Rådet og EU-Kommissionen, efterfulgt af en afstemning om en resolution torsdag.
Georgien. Torsdag skal MEP’erne stemme om en resolution, der fordømmer Georgiens regerings brutale undertrykkelse af demonstranter.
Trusler mod journalister i EU. Onsdag skal MEP’erne i samarbejde med EU-Rådet og EU-Kommissionen vurdere pressefriheden i EU og diskutere, hvordan man kan sikre beskyttelsen af journalister.
Sundhedssektoren og unges mentale sundhed. Tirsdag skal MEP’erne og EU-Kommissionen debattere EU’s mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren, og hvordan man kan sikre kvalificeret arbejdskraft. Onsdag er det den europæiske ungdoms mentale helbred, som er på dagsordenen.
Fiskeriaftalen mellem EU og Kap Verde. Tirsdag skal MEP’erne beslutte sig for, om de vil give grønt lys til EU’s nye fiskeripartnerskabsaftale med Kap Verde. Hvis den bliver godkendt, kommer den til at vare de næste fem år.
Redaktionen afsluttet fredag 7/2/2025 kl. 13:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
I redaktionen: Sara Falk Garde, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11