Rejsestipendier til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge vores rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

EU for begyndere
Danmarks EU-formandskab nærmer sig med hastige skridt. Det er allerede i efteråret 2025, at danske embedsmænd og ministre skal sidde for bordenden, når der forhandles væsentlig lovgivning, der gælder lige så meget i Danmark som den, der bliver vedtaget på Christiansborg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets arbejde, tilbyder Europa-Parlamentet i Danmark et rejsestipendium til journalister, der måske ikke beskæftiger sig med EU til daglig, men som gerne vil klædes bedre på til at dække alt fra store klimapakker til fremtidens AI-lovgivning.
Formålet med turen
Vi vil gøre det muligt for journalister at opleve, hvordan EU’s folkevalgte lovgivende forsamling fungerer. Vi sammensætter et skræddersyet program, hvor du møder danske MEP’er og overværer en plenarsamling i Strasbourg. Der kan også være mulighed for at lave interviews med MEP’erne, mens du er der. Du får fri adgang til Parlamentsbygningerne i Strasbourg og kan ud over programmet hive fat i dem, du vil. Der er ikke nogen produktionskrav i forbindelse med turen.
Når der er samling, mødes Parlamentet fire dage ad gangen - fra mandag kl. 17 til torsdag aften. De vigtigste afstemninger og debatter er typisk på dagsordenen tirsdag og onsdag formiddag.
Et typisk program vil være:
- Mandag - Ankomst inden programstart kl. 15.45. Briefing om plenardagsordenen, praktisk information og rundtur i Parlamentet
- Tirsdag - Møder med MEP’er/eksperter, plenardebatter og mulighed for interviews
- Onsdag - Møder med MEP’er/eksperter, plenardebatter og mulighed for interviews. Programmet slutter kl. 15. - derefter evt. hjemrejse
- Torsdag - Hjemrejse.
Hvem kan få stipendiet, og hvordan søger jeg?
Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om stipendiet. Det dokumenteres bl.a. med pressekort.
Ansøgningen skal indeholde en præsentation af dig selv, dit journalistiske arbejdsområde, hvilket medie du er tilknyttet og din motivation for at søge stipendiet - hold det kort. Du skal også angive, hvilken samling i Parlamentet du helst vil deltage i. Vi kan desværre ikke tilbyde stipendiet til studerende - med undtagelse af journalistpraktikanter. Stipendierne bliver tildelt løbende.
I anledning af det danske formandskab for EU-Rådet planlægger vi at være afsted på samtlige plenarsamlinger i Strasbourg i andet halvår af 2025. På grund af formandskabet vil der også være danske ministre tilstede til alle samlingerne.
Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2025:
- Juli d. 7.-9.
- September d. 8.-10.
- Oktober d. 6.-8.
- Oktober d. 20.-22.
- November d. 24.-26
- December d. 15.-17.
Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.
Hvilke rejseomkostninger kan jeg få støtte til?
Godtgørelse for din rejse til og fra Strasbourg i direkte sammenhæng med samlingen og eventuelle videre rejser til og fra din arbejdsplads eller dit hjem i Danmark.
Vi kan refundere følgende rejseomkostninger:
- Tog: 2. klasse
- Fly: Økonomiklasse
- Afbestillingsforsikring til dine billetter
Opholdsudgifter refunderes med et fast beløb på 180 euro pr. overnatning, dog maksimalt for to overnatninger.
Det anbefales at bestille transport og hotel med afbestillingsforsikring. Ved aflysning skal der rettes henvendelse til din kontaktperson i Europa-Parlamentet.
Kontakt
Ønsker du at søge stipendiet, eller har du spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte:
Lea Hovmand Jørgensen, Pressechef i Europa-Parlamentets kontor i Danmark
Tlf. +45 33 17 05 50
Tlf. +45 22 11 43 77 (mobil)
lea.jorgensen@europarl.europa.eu
Oscar Ørtoft Pedersen, Presseattaché ved Europa-Parlamentets kontor i Danmark
Tlf. +45 25 48 87 11
oscar.pedersen@europarl.europa.eu
Sidst opdateret den 6. februar 2025
Presseservice
- Pressekontakt
- Pressekit og vidensbank
- Multimediecenter - gratis billeder og videoer
- Rejsestipendier til Strasbourg
- Akkreditering
- Pressefaciliteter