EP-Nyt #8: Formand: "Det er eddermame på tide"
Parlamentsformanden sender et klart signal om fortsat støtte til Ukraine og et bedre beredt Europa. Kvinders rolle i udenrigs- og sikkerhedspolitik er også i fokus i anledning af kampdagen på lørdag. Samtidig rettes blikket mod næste uges plenarsamling
Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, var klar i mælet forud for det ekstraordinære møde om sikkerhed mellem EU’s statsledere i Det Europæiske Råd torsdag. På næste uges plenarsamling dominerer sikkerhedspolitik også dagsordenen.
God læselyst!
- Parlamentet cementerer sin støtte til Ukraines folk
- Kvinders rolle i udenrigsanliggender og sikkerhed
- To nye trainees huserer Europa-Husets matrikel
- Næste uges plenarsamling er præget af sikkerhedspolitik
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
Parlamentet cementerer sin støtte til Ukraines folk
De fleste af EU’s ledere var knapt nok vendt hjem fra topmøde i London, før de nu alle var samlet torsdag i Bruxelles til et ekstraordinært møde i Det Europæiske Råd.
Et nu famøst skænderi mellem Trump og Zelenskyj samt Trumps gentagne udtalelser, der sår tvivl om alliancen mellem USA og EU – og ikke mindst støtten til Ukraine – satte dagsordenen, hvor det centrale spørgsmål var, hvordan Unionen kan sikre varig fred i Ukraine.
Senest har USA begrænset Ukraines adgang til viden fra deres efterretningstjenester og standset militær støtte til landet. Samtidig ulmer truslen om toldsatser fortsat.
Roberta Metsola, formand for Europa-Parlamentet, repræsenterede Parlamentet ved mødet.
Hun forsikrede statslederne om, at Parlamentet kan handle hurtigt og effektivt for at imødegå de hidtil usete sikkerhedsudfordringer. Samtidig var hendes budskab ikke til at misforstå: "Det er eddermame på tide," erklærede hun foran pressen, inden mødet begyndte. Og fortsatte:
“Det her er noget, vi har bedt om længe: at EU - at Europa - er i stand til at stå på egne ben. Vi skal opskalere, være forberedte, producere og beskytte. Det er det, vores borgere beder os om, det er det, der skal til, før Europa siger, at vi er klar. For endelig at sætte handling og penge bag vores ord”.
Forsvarspakke fra kommission
Det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd kommer i forlængelse af Kommissionens økonomiske plan for at styrke fremtidens forsvar på tværs af EU – kaldet Rearm Europe.
Planen, der blev præsenteret tirsdag, er todelt. Først foreslår Kommissionen at lempe EU’s budgetregler for forsvar, så medlemslandene får mulighed for at optage lån til militære opgraderinger.
Dette skal ske gennem en undtagelse i den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt, hvilket vil give medlemslandene mulighed for at øge deres forsvarsbudgetter uden at overtræde EU’s gældsregler.
Herudover frigiver Kommissionen op til 150 milliarder euro, som regeringer kan låne for at øge deres militærudgifter.
Mens Metsola udtrykte en samlet parlamentarisk front, er der dog ikke enighed om Kommissionens plan i Europa-Parlamentet.
MEP Morten Løkkegaard (V/Renew) forklarede til TV2 News onsdag, at han ikke er helt enig i finansieringen, selvom han støtter planens formål. Han mener, at finansieringen ikke udelukkende skal ske med fælles låneoptag, men i kombination med det private og peger også på, at de indefrosne russiske aktiver på 210 milliarder euro også skal i spil.
Mere kritiske toner lyder der fra MEP Anders Vistisen (DF/Patriots). Han skriver i et opslag på sociale medier onsdag, at han intet “heroisk eller visionært” ser i planen, men tværtimod mener, at den afslører “EU’s dybt uansvarlige tilgang til både økonomi og forsvarspolitik.”
Kommissionens udspil til en forsvarspakke er også på agendaen til næste uges plenarsamling.
Kvinders rolle i udenrigsanliggender og sikkerhed
På trods af stigende konsensus om, at kvinders medvirken styrker fred og sikkerhed i konfliktzoner, så er de fortsat underrepræsenteret, når det kommer til udenrigspolitik og forsvar.
Parlamentets udvalg om Kvinders Rettigheder og Ligestilling arrangerede derfor et udvalgsmøde i Bruxelles torsdag - i anledning af Kvindernes internationale kampdag lørdag den 8. marts - om, hvordan kvinder bliver bedre repræsenteret i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
“Civile kvinder og piger har altid været – og forbliver – de primære ofre for krig. De er hovedparten af ofre for voldtægt samt anden seksuel og kønsbaseret vold. Alligevel holdes kvinder ofte udenfor, når de vigtigste politiske beslutninger om fremtiden træffes,” indledte Formanden for ligestillingsudvalget Lina Gálvez (S&D, Spanien) mødet.
I december 2024 vedtog Parlamentet en resolution, der understreger vigtigheden af netop denne dagsorden med den såkaldte ”Women, Peace and Security” (WPS)-dagsorden.
Parlamentsmedlemmer opfordrer yderligere til en fornyelse af dagsordenen samt en EU-handlingsplan. Du kan se arrangementet online her.
To nye trainees huserer Europa-Husets matrikel
Endnu en gang får to nye trainees fornøjelsen af at se forårets blade titte frem og langsomt skjule Rosenborg Slot og Livgardens kaserne, når Emil Strunge Larsen og Nichlas Benjamin Hansen de næste fem måneder skal stifte bekendtskab med Parlamentet og Europa-Husets arbejde.
Næste uges plenarsamling:
I næste uge skal Parlamentarikerne mødes i Strasbourg, hvor der bl.a. er følgende på programmet:
MEP'erne vil drøfte støtte til Ukraine og fremtiden for det europæiske forsvar. Parlamentet vil tirsdag vurdere resultatet af mødet i Det Europæiske Råd den 6. marts med formændene Costa og Von der Leyen samt drøfte behovet for at styrke Europas sikkerhed.
MEP'erne vil også skitsere deres forventninger til EU-topmødet den 20.-21. marts, som udover Ukraine forventes at fokusere på Mellemøsten, Europas konkurrenceevne, handelspolitik og migrationsstyring.Læs mere.
MEP'erne opfordrer EU til at øge den finansielle og militære bistand til Ukraine. Onsdag stemmer Parlamentet om en beslutning, der opfordrer EU til fortsat at støtte Ukraine, mens USA har suspenderet den amerikanske militære bistand. Den vil sandsynligvis også fokusere på europæiske bidrag til sikkerhedsgarantier. Læs mere.
Kvindernes internationale kampdag bliver markeret på tirsdag kl. 12.00. Fire kvinder, der kæmper for frihed, fred og retfærdighed i deres hjemlande, er inviteret til at tale på plenarmødet: Svetlana Tikhanovskaja, leder af de demokratiske kræfter i Belarus, samt Palina Sharenda Panasiuk, Lenie Umerova og Tata Kepler fra Ukraine.
Tidligt om eftermiddagen vil medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter for Rådet og Kommissionen drøfte en køreplan for kvinders rettigheder (forventes vedtaget af Kommissionen fredag den 7. marts). Læs mere.
Rusland: MEP'erne vil presse på for at beslaglægge aktiver og udfase olie og gas. Under to debatter onsdag eftermiddag vil MEP'erne opfordre til at anvende indefrosne russiske aktiver til at støtte Ukraine og fremskynde udfasningen af EU’s brug af energi fra Rusland. Læs mere.
Se hele programmet for plenarsamlingen i næste uge (10. - 13. marts 2025) i linket her.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg.
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
I anledning af det danske formandskab for EU-Rådet planlægger vi at være afsted på samtlige plenarsamlinger i Strasbourg i andet halvår af 2025. På grund af formandskabet vil der også være danske ministre tilstede til samlingerne.
Du kan søge om at komme afsted til plenarsamlingerne i følgende dage:
- 7.-9. juli
- 8.-10. september
- 6.-8. oktober
- 20.-22. oktober
- 24.-26. november
- 15.-17. december
Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om rejsestipendiet. Læs mere om stipendiet og send din ansøgning her.
Redaktionen afsluttet fredag 07/03/2025 kl. 14:30
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Emil Strunge Larsen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11