Traditionen tro huserer to nye trainees på Europa-Husets matrikel

Med marts kom ikke bare sol, men Europa-Parlamentets kontor i Danmark kunne også byde to nye kollegaer velkommen. Herunder kan du lære mere om de nye trainees i Europa-Huset på Gothersgade i København, Emil og Nichlas.

Endnu en gang får to nye trainees fornøjelsen af at se forårets blade titte frem og langsomt skjule Rosenborg Slot og Livgardens kaserne, når Emil Strunge Larsen og Nichlas Benjamin Hansen de næste fem måneder skal stifte bekendtskab med Parlamentet og Europa-Husets arbejde. Her skal de blandt andet producere et væld af nyhedsbreve og opslag på sociale medier.

 

Spændte trainees med bred erfaring

Emil tog sin kandidat i journalistik og kommunikation fra RUC sidste sommer, hvor han skrev speciale om, hvordan presserådgivere for danske MEP’ere strategisk engagerer journalister. Nu ser han frem til at få endnu mere viden om EU samt bringe sin viden i spil som presse-trainee i parlamentet, hvor han skal stå for det ugentlige nyhedsbrev og hjælpe til med en masse presseopgaver.

Han har journalistisk erfaring fra Dagbladet Børsen og kommunikationserfaring fra Rigsarkivets presseteam.

“Det er ikke alle, der får mulighed for at arbejde direkte med deres speciales emne, så jeg er virkelig glad for denne privilegerede mulighed. Jeg ser frem til at blive endnu klogere på EU og at sætte Parlamentets arbejde højt på dagsordenen i dansk presse,” siger Emil.

Nichlas har læst Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har tidligere været praktikant i Socialdemokratiets Kampagneafdeling og har også erfaring med kommunikation fra Muskelsvindfonden og senest Mændenes Hjem.

Nichlas bliver en del af SoMe-holdet og kommer til at producere indhold til Europa-Husets sociale medier samt hjælpe med at afvikle events.

”Det er en superspændende tid at træde ind i europæisk politik og formidlingen af Europa-Parlamentet. Og jeg håber, at vi vil kunne formidle, hvad der foregår i Strasbourg og Bruxelles, på en måde, så endnu flere forstår relevansen,” siger Nichlas.