EP-Nyt #19: Parlamentets ledere i København
Parlamentsformand Roberta Metsola og lederne af de politiske grupper lagde tirsdag vejen forbi København for at diskutere, hvad der skal prioriteres, når Danmark overtager formandskabet for EU-Rådet til juli.
Det danske EU-formandskab rykker tættere på – og særligt denne uge kom det store forestående arbejde et skridt nærmere.
Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, lagde i denne uge vejen forbi København sammen med resten af Parlamentets ledelse for at varme op til det danske formandskab.
Med samme anledning afholder Europa-Parlamentets danske kontor et arrangement i Altingets gård den 20. juni, hvor bl.a. fremtrædende MEP’er vil klæde de fremmødte ordentligt på til det kommende formandskab. Inden da håber vi, at vi ses på Folkemødet på Bornholm.
Bliv klogere på det hele i denne uges nyhedsbrev, der indeholder:
- Behov for stærkt Europa i fokus ved EP-lederes besøg i København
- EU-Aktuelt: Bliver der sød musik, når Danmark har EU-taktstokken?
- Ses vi på Folkemødet?
- I spidsen for Europa – morgenmøde i Altingets gård
- Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
God læselyst!
Behov for stærkt Europa i fokus ved EP-lederes besøg i København
Det blev til alt fra royal audiens til besøg hos P3, da Europa-Parlamentets Formandskonference mandag og tirsdag i denne uge besøgte København.
Formandskonferencen, der består af parlamentsformand Roberta Metsola og lederne af de otte politiske grupper i Europa-Parlamentet, var i Danmark for at drøfte prioriteterne for det kommende danske formandskab for EU-Rådet.
Til møder med repræsentanter fra den danske regering blev der blandet talt om vigtigheden af et sikkert og konkurrencedygtigt Europa.
Formandskonferencen havde derudover en konstruktiv drøftelse med Folketingets formand Søren Gade og fremtrædende folketingsmedlemmer om støtten til Ukraine og konkurrencedygtighed.
Under et fælles pressemøde fremhævede parlamentsformand Roberta Metsola og statsminister Mette Frederiksen behovet for et sikkert og stærkt Europa i usikre tider:
”Tiden for geopolitisk outsourcing er forbi. Vi må tage ansvar for vores egen sikkerhed, og det begynder med Ukraine, da Ukraines sikkerhed er Europas sikkerhed,” sagde Roberta Metsola.
Samme budskab kom fra statsministeren, der fremhævede to pointer fra det forudgående møde med Parlamentets ledere:
”Vi bliver nødt til at fokusere på vores prioriteter, finde løsninger på vores fælles udfordringer såsom migration, høje energipriser og, vigtigst af alt, vi bliver nødt til at styrke vores støtte til Ukraine. Alt dette har det samme fælles mål: Vi bliver nødt til at skabe et stærkt og sikkert Europa,” sagde Mette Frederiksen.
Under besøget var Formandskonferencen også i audiens hos D.M. Kongen og Dronningen.
Der blev også tid til mindre formelle arrangementer i løbet af dagen. Parlamentsformand Roberta Metsola startede sin dag med at genbesøge Go’ Morgen P3. Her forklarede Parlamentsformanden, hvad et EU-formandskab indebærer, ligesom der blev fulgt op på Roberta Metsolas seneste besøg i radioen sidste år, hvor værterne lovede at hjælpe med at få flere unge til at stemme til Europa-Parlamentsvalget.
Der blev også givet gaver i begge retninger. Du kan finde ud af, hvad det gik ud på, ved at lytte til udsendelsen her (Parlamentsformanden er på cirka 02:36:10 inde i udsendelsen).
Den 1. juli overtager Danmark formandskabet i EU-Rådet og får en central rolle i at sætte retningen for Unionens arbejde. Danmark har formandskabet for EU-Rådet fra juli t.o.m. december 2025, hvorefter det gives videre til Cypern.
EU-Aktuelt: Bliver der sød musik, når Danmark har EU-taktstokken?
Formandskabet var på dagsordenen onsdag morgen, da Europa-Parlamentet i samarbejde med Djøf afholdt den sidste af tre debatter om aktuelle EU-emner – denne gang med fokus på det kommende danske EU-formandskab.
Danmark overtager formandskabet for Det Europæiske Råd den 1. juli 2025 og får dermed en nøglerolle i at sætte dagsordenen og lede forhandlingerne i Rådet. En rolle, der også har stor betydning for Europa-Parlamentet, som spiller en afgørende del i både lovgivningsprocessen og de politiske prioriteringer i EU.
Men hvordan ser medlemmerne af Parlamentet egentlig på Danmarks kommende rolle? Det gav Niels Flemming Hansen (K/EPP) og Asger Christensen (V/Renew) deres bud på.
Niels Flemming Hansen pegede på forhandlingerne om EU’s langsigtede budget som et af de helt store slagsmål under formandskabet:
“Det kan blive en tv-serie, der er værd at følge. Fordi man har været ude og optage corona-lån, og den gæld skal betales tilbage. Bare renterne af det lån er 20 mia. euro om året. Det betyder, at det budget, vi har i EU, bliver meget indskrænket. Og det betyder, man skal finde nogle indtægter et eller andet sted,” sagde han.
Asger Christensen ser frem til et dansk formandskab i en tid, hvor grøn omstilling, migration, budget og EU-udvidelse alle er på tegnebrættet. Han fremhævede EU’s afbureaukratiseringsprojekt, de såkaldte Omnibus-pakker:
“Når vi i Europa under sidste mandat vedtog over 13.000 lovinitiativer, mens man i USA kun vedtog 3000, så har vi simpelthen et problem i Europa. Men også hele vores godkendelsesprocedure tager alt, alt for lang tid. Og det går ikke, hvis vi vil have vækst i Europa,” sagde Asger Christensen.
Ses vi på Folkemødet?
Folkemødet på Bornholm står for døren – og Parlamentet er klar i teltet i Allinge!
Vi fylder teltet på Cirkuspladsen C25 med skarpe debatter, quizzer, lykkehjul og samtalekort, der gør EU både nærværende og sjovt.
Kom forbi og mød de danske medlemmer af Europa-Parlamentet til samtaler om alt fra EU's forhold til USA og Kina, støtten til Ukraine, konkurrenceevne, klima – og meget mere.
Er du lærer, eller bare nysgerrig på undervisning? Så besøg vores lærerværelse og få inspiration til, hvordan EU kan foldes ud i klasselokalet på nye måder.
Se det fulde program for alle dage på vores hjemmeside. Vi glæder os til at se dig!
I spidsen for Europa – morgenmøde i Altingets gård
Europa-Parlamentet inviterer til politisk morgenmøde den 20. juni kl. 8.00 i Altingets gård.
Med kun få uger til det danske EU-formandskab sætter vi fokus på de vigtigste prioriteter sammen med repræsentanter for det danske formandskab og en række medlemmer af Europa-Parlamentet.
Altinget stiller også op med stærk journalistisk dækning ved chefredaktør Jakob Nielsen og, i dagens anledning, besøg fra Bruxelles af EU-analytiker Thomas Lauritzen.
Tilmeld dig via Altingets hjemmeside her.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
I anledning af det danske formandskab for EU-Rådet planlægger vi at være afsted på samtlige plenarsamlinger i Strasbourg i andet halvår af 2025. På grund af formandskabet vil der også være danske ministre tilstede til samlingerne.
Du kan søge om at komme afsted til plenarsamlingerne i følgende dage:
- 7.-9. juli
- 8.-10. september
- 6.-8. oktober
- 20.-22. oktober
- 24.-26. november
- 15.-17. december
Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om rejsestipendiet. Læs mere om stipendiet og send din ansøgning her.
Redaktionen afsluttet fredag 04/06/2025 kl. 16:45
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Emil Strunge Larsen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11