EP-Nyt #20: Fransk MEP tilbageholdt på vej mod Gaza

Sidste uge blev den franske MEP Rima Hassan tilbageholdt af israelske myndigheder. Det kan du læse mere om i denne uges nyhedsbrev, hvor du også kan blive klogere på denne uges plenarsamling.

Nyhedsbrevet udkommer i denne uge med lidt forsinkelse, men det gør bestemt ikke indholdet mindre interessant.

Du kan blandt andet læse om, hvordan et fransk medlem af Europa-Parlamentet blev tilbageholdt af israelske myndigheder, ligesom du kan blive klogere på, hvad Parlamentarikerne skal foretage sig på denne uges plenarsamling i Strasbourg.

Alt det, og mere til, i denne uges nyhedsbrev:

  • Fransk MEP løsladt efter israelsk tilbageholdelse
  • 8.500 unge mødtes i Strasbourg for at diskutere Europas fremtid
  • Parlamentet på Folkemødet
  • På denne uges plenarsamling i Strasbourg
  • I spidsen for Europa – morgenmøde i Altingets gård
  • Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

God læselyst!


Fransk MEP løsladt efter israelsk tilbageholdelse

Det franske medlem af Europa-Parlamentet Rima Hassan (Left/Frankrig) blev i sidste uge tilbageholdt af israelske myndigheder. Parlamentsmedlemmet befandt sig om bord på skibet Madleen, som var på vej mod Gaza.

Skibet, der den 9. juni blev opsnappet af israelske myndigheder, sejlede med nødhjælp til den palæstinensiske civilbefolkning og havde bl.a. også klimaaktivisten Greta Thunberg om bord.

“Hvis I ser denne video, er det fordi vi er blevet opsnappet – enten af Staten Israel eller dets allierede,” sagde Hassan i en video offentliggjort af venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet, hvor hun også opfordrede til pres på den franske regering for at sikre deres løsladelse.

Europa-Parlamentets talsperson Delphine Colard skrev på det sociale medie X:

“Medlemmer af Europa-Parlamentets sikkerhed og velbefindende – uanset hvor i verden – er altid vores højeste prioritet”.

Hun understregede herudover, at Parlamentets formand Roberta Metsola har været i løbende kontakt med israelske myndigheder samt ledere af de politiske grupper i EU for at sikre MEP Rima Hassans sikkerhed.

Parlamentsmedlemmet blev, sammen med flertallet af de andre besætningsmedlemmer, løsladt og sendt til Frankrig i torsdags efter mere end tre døgn i israelsk varetægt.

 

8.500 unge mødtes i Strasbourg for at diskutere Europas fremtid

I denne weekend samledes tusindvis af unge mellem 16 og 30 år til European Youth Event (EYE) i Strasbourg. Der var over 450 aktiviteter med alt fra debatter om klima og mental sundhed til quizzer, koncerter og workshops.

Deltagerne mødtes også med MEP’er, EU-kommissærer og aktivister fra hele verden.

Du kan se programmet og læse mere om den tilbagevendende begivenhed her.

 

Parlamentet på Folkemødet

I år var Europa-Parlamentet på Folkemødet og bragte skarpe debatter om Europas fremtid med sig til Allinge.

Geopolitik, klima og global konkurrence prægede programmet, og både MEP’er, eksperter og aktivister bidrog til at gøre de brede linjer i EU-politik lidt mere konkrete. Programmet spændte vidt, fra krigen i Ukraine og EU's forsvarsrolle til udvidelse, klimaambitioner og frihandel og Afrikapolitik.

Torsdagen bød blandt andet på diskussioner om EU’s grønne kurs. Senere debatterede Stine Bosse (M/Renew) og Henrik Dahl (LA/EPP) EU’s udvidelse, og dagens sidste debat gav ordet til unge aktivister fra nabolande mod Øst i selskab med Villy Søvndal (SF/Greens).

Fredag var der den store diskussion om EU’s forsvar mod både Putin og Trump med Christel Schaldemose (S/S&D), Henrik Dahl (LA/EPP) og Villy Søvndal (SF/Greens), og Marianne Vind (S/S&D) og Kristoffer Storm (DD/ECR) var også på scenen og talte om Europas erhvervspolitik.

Lørdag blev rundet af med en debat om frihandel og om, hvordan EU og Afrika kan skabe nye partnerskaber med Niels Flemming Hansen (K/EPP) og Per Clausen (EL/Left).

Tak til alle, der kiggede forbi teltet til debat, kaffe og dialog om Europas kurs.

Er du nysgerrig på programmet her på bagkant, kan du se flere detaljer om debatterne her.

 

På denne uges plenarsamling i Strasbourg

MEP’erne samles i denne uge til plenarsamling i Strasbourg, hvor der er følgende på programmet:

Debat om det kommende NATO-topmøde. Onsdag morgen vil MEP’erne fremlægge deres forventninger til det kommende NATO-topmøde i Haag den 24.-26. juni med Kommissionen.

Associeringsaftalen mellem EU og Israel og den humanitære krise i Gaza. MEP’erne vil tirsdag, sammen med Rådet og Kommissionen, drøfte en mulig revision af den aftale, der danner grundlag for det politiske og økonomiske samarbejde mellem EU og Israel.

Nye regler til bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. MEP’erne skal tirsdag drøfte og stemme om opdaterede regler om seksuelt misbrug af børn, der tager højde for ny teknologi og forbedrer støtten til ofre.

Clean Industrial Deal - afstemning og debat. Under en debat med Kommissionen onsdag og en afstemning torsdag vil MEP'erne opfordre EU til at ændre sin industripolitik fra strategisk planlægning til handling.

Opdaterede rettigheder for flypassagerer. Medlemmerne af Europa-Parlamentet vil tirsdag drøfte den seneste udvikling i processen med at revidere flypassagerers rettigheder. Parlamentet regner med at stemme om de opdaterede regler inden for de kommende måneder.

MEP'erne skal stemme om de første EU-regler for katteinternater og hundeavlere. Parlamentet skal torsdag stemme om sin holdning til de første EU-standarder for opdræt, opstaldning og håndtering af hunde og katte. Reglerne skal bl.a. bekæmpe ulovlig handel med kæledyr og sikre, at dyrene bliver behandlet ordentligt.

 

I spidsen for Europa – morgenmøde i Altingets gård

Europa-Parlamentet inviterer til politisk morgenmøde den 20. juni kl. 8.00 i Altingets gård.

Med kun få uger til det danske EU-formandskab sætter vi fokus på de vigtigste prioriteter sammen med repræsentanter for det danske formandskab og en række medlemmer af Europa-Parlamentet.

Altinget stiller også op med stærk journalistisk dækning ved chefredaktør Jakob Nielsen og, i dagens anledning, besøg fra Bruxelles af EU-analytiker Thomas Lauritzen.

Tilmeld dig via Altingets hjemmeside her.

 

Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.

I anledning af det danske formandskab for EU-Rådet planlægger vi at være afsted på samtlige plenarsamlinger i Strasbourg i andet halvår af 2025. På grund af formandskabet vil der også være danske ministre tilstede til samlingerne.

Du kan søge om at komme afsted til plenarsamlingerne i følgende dage:

  • 7.-9. juli
  • 8.-10. september
  • 6.-8. oktober
  • 20.-22. oktober
  • 24.-26. november
  • 15.-17. december

Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om rejsestipendiet. Læs mere om stipendiet og send din ansøgning her.

 

Redaktionen afsluttet fredag 16/06/2025 kl. 16:45
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Emil Strunge Larsen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                       Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11