EP-Nyt #30: Busser, mindre plastik og reparation af vaskemaskiner

Klima og miljø har igen været i centrum i denne uge, hvor årets næstsidste plenarsamling er løbet af stablen i Strasbourg. Andre vigtige områder som konflikten mellem Israel og Hamas samt EU’s fremtid er også blevet vendt.

Hvor meget CO2 skal lastbiler udlede i fremtiden? Skal du have mulighed for at tage din egen termokop med, når du henter kaffe? Og hvad gør du, når din smartphone bryder sammen?

Det er tre spørgsmål, som MEP’erne har givet deres bud på under denne uges plenarsamling. Du kan læse svarene og meget mere længere nede i nyhedsbrevet.

God læselyst!

  • Efter aftale om midlertidig våbenhvile var den humanitære situation i Gaza til debat
  • Mindre plast og mere genbrug på emballagefronten
  • MEP’erne vil have flere til at vælge reparation og færre til at dyrke masseforbruget
  • MEP’erne afviser Kommissionens forslag om forbud mod kemiske pesticider
  • Parlamentet sætter nye mål for CO2-udledninger fra busser og lastbiler
  • MEP’erne vil styrke klimavenlig industri i Europa
  • Hvordan skal EU’s fremtid se ud?
  • Næste uge i Parlamentet
    • Økonomiudvalget mødes med ECB-formand Christine Lagarde
    • Der skal stemmes om vejsikkerhed
    • Ny database for sundhed skal til afstemning
    • Parlamentet holder sin første Disability Rights Week nogensinde
    • Musikstreaming kommer i fokus
    • Fejring af 75-året for menneskerettighederne
  • Pressekit for EU-interesserede journalister
  • EU for begyndere - rejsestipendium til Strasbourg

Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på FacebookX (Twitter) og Instagram.

 

Efter aftale om midlertidig våbenhvile var den humanitære situation i Gaza til debat

Siden begyndelsen af oktober har konflikten mellem Israel og Hamas været på de flestes læber. Og i denne uge blev der forhandlet en midlertidig våbenhvile hjem. I kølvandet på den nyhed blev den humanitære situation i Gaza debatteret under denne uges plenarsamling. Denne debat var den seneste af mange drøftelser om situationen i løbet af den seneste halvanden måneds tid.

Under oktobers anden plenarsamling vedtog MEP’erne en resolution, som både opfordrede til en ”humanitær pause” og udtrykte bekymring for den humanitære situation i Gaza, men også fordømte terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og understregede Israels ret til at forsvare sig selv.

Ugen efter var der topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer, hvor de ovenstående pointer blev gentaget. På vej ind til mødet satte parlamentsformand Roberta Metsola også fokus på de gidsler, som Hamas tog under terrorangrebet:

“Først og fremmest må Hamas stoppes. Alle gidsler skal løslades betingelsesløst. Og på samme tid - de udelukker ikke hinanden - skal vi tillade humanitær hjælp for at lindre de værste konsekvenser, som vi ser blandt uskyldige civile i Gaza.”

I onsdags fik MEP’erne igen lov til at give deres besyv med under plenarsamlingen. Her var det danske parlamentsmedlem Anders Vistisen (ID/DF) blandt dem, der indtog talerstolen. Her understregede han, at hans standpunkt var, at “et hvilket som helst civilt dødsfald er et dødsfald for meget”. Han satte også fokus på Israels ret til at forsvare sig selv:

“Vi har en ret til at bekæmpe islamisk terrorisme, og det er vi nødt til at gøre, indtil kampen er vundet.”

 

Mindre plast og mere genbrug på emballagefronten

Kan du bedst lide at drikke af din egen kop og spise fra din egen madkasse?

Så vækker et sæt nye EU-regler, der er på vej, nok begejstring. Onsdag vedtog Parlamentet sin forhandlingsposition på de regler, der skal regulere den måde, som emballage bliver benyttet i hele EU.

Som nævnt vil de nye regler betyde en styrkelse af retten til at medbringe egne beholdere, når du henter mad og drikke. Men reglerne vil også betyde et forbud mod evighedskemikalier som PFAS i emballage og en generel nedskallering af mængderne af emballage.

Det kommer blandt andet til at betyde et farvel til de små shampooflasker, som de fleste kender fra et hotelbesøg. På et lidt større plan ønsker MEP’erne at skære ned på plastemballage, så der er 10 procent mindre inden 2030, 15 procent inden 2035 og endeligt 20 procent inden 2040.

Før MEP’erne vedtog deres position var de nye regler til debat, og under den tog flere danske MEP’er ordet.

Karen Melchior (Renew) var på talerstolen, og hun kom med konkrete eksempler på, hvordan emballage fylder i hendes hverdag:

“Med denne lov skal vi sikre harmonisering af emballagereglerne, reducere vores forbrug af engangsemballage og nedbringe affaldsmængderne. Jeg vil ikke længere gå slalom mellem glasskår i Københavns parker, fordi vinflasker ikke er omfattet af genanvendelseskrav og pantordninger, eller vade gennem éngangs-takeawayemballage, fordi brug og smid væk er billigere.”

Også Niels Fuglsang (S&D/S) kom med konkrete eksempler fra danske byer, men fokuserede i stedet på Jyllands største by:

“Kære venner. Jeg er træt af plastik, der ligger og sviner i naturen og i vandet. Det tror jeg, der er mange, der er trætte af. Og i Aarhus, i Danmark, er man også træt af det, og derfor har man startet en ordning, hvor man har genbrugskopper i stedet for takeaway-kopper. Når man får en kop på en restaurant i Aarhus, så opstiller man nogle pantcontainere, hvor man kan aflevere den her kop og få pant tilbage. På den måde sikrer man, at disse kopper ikke bare bliver smidt ud og ligger og flyder i naturen. Hvis Aarhus kan gøre det, så kan vi også gøre det i hele Europa.” 

 

MEP’erne vil have flere til at vælge reparation og færre til at dyrke masseforbruget

Hvis du er i gang med den helt store hovedrengøring, og din støvsuger lige pludselig giver op - hvad gør du så? Skynder dig ned og skaffer en ny? Eller er der en bedre løsning?

Den løsning har MEP’erne i denne uge været med til at finde. I tirsdags vedtog Parlamentet sin holdning til en “ret til reparation”. Den ret betyder, at det netop skal blive nemmere at få fikset de ting, der går itu, end bare at erstatte dem.

I en situation som den ovenstående betyder det blandt andet, at din støvsuger muligvis stadig kan blive repareret, selvom garantien er udløbet, og at du får en erstatningsstøvsuger, mens du venter på reparationen af din egen. Samtidig vil MEP’erne skabe onlineplatforme, der gør det nemt at finde en reparatør.

Da plenarsamlingen begyndte i mandags, var der også en debat om netop disse nye regler, og her tog blandt andre Christel Schaldemose (S&D/S) ordet. Hun støttede op om forslaget og kom også med et eksempel på problematikken fra sit eget liv:

”For ikke så længe siden gik min vaskemaskine i stykker, og jeg ringede så til reparatøren for at høre, om han ikke ville komme ud og lave den. Den var i øvrigt kun lidt over to år gammel, den vaskemaskine. Så siger han til mig, at det, synes han, vil være en dårlig idé. Det vil være dyrere for mig at få repareret min vaskemaskine end at gå ud og købe en ny. Det tjekkede jeg selvfølgelig efter, og det viste sig at være fuldstændig rigtigt!”

I tråd med det, som Christel Schaldemose fortæller, er det også en del af de nye regler, at det skal være billigere at vælge reparation frem for at få et nyt erstatningsprodukt. 

Rådet har også vedtaget sin forhandlingsposition, og forhandlingerne om lovens endelige udformning er sat til at begynde den 7. december.

 

MEP’erne afviser Kommissionens forslag om forbud mod kemiske pesticider

Det er ikke alle forslag, der ender med at blive stemt igennem af MEP’erne. Så meget stod klart i onsdags, hvor et delt Parlament stemte om et forslag fra Kommissionen, som skulle sikre en mere bæredygtig brug af sprøjtemidler.

Under afstemningen afviste 299 MEP’er forslaget, 207 støttede det, og 121 undlod at stemme. Forslaget delte da også Miljøudvalget, da dets medlemmer stemte om forslaget i sidste måned. Nu mangler Rådet at stemme om forslaget, og afhængigt af, om de stemmer forslaget igennem eller ej, bliver det endeligt lukket eller skal igennem endnu en runde hos Parlamentet.

Før onsdagens afstemning blev forslaget debatteret tirsdag, og her var Asger Christensen (Renew/V) på talerstolen. Han kritiserede Kommissionens allerførste forslag til ny lovgivning på området - som siden var blevet revideret - men støttede op om de ændringsforslag, som Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter havde implementeret:

”Danske landmænd både kan og vil reducere yderligere med ny teknologi. Men der skal være tid til at implementere ny teknologi. Reduktion skal belønnes. Gulerod frem for pisk.”

 

Parlamentet sætter nye mål for CO2-udledninger fra busser og lastbiler

Det bliver måske ikke muligt at se med det blotte øje, men i de kommende år kommer busser og lastbiler til at forandre sig markant.

MEP’erne vedtog nemlig tirsdag deres forhandlingsposition for nye mål for mindre CO2-udledning fra tunge køretøjer. De nye mål vil blandt andet betyde en reduktion i udledning på 90 procent i 2040. Fra 2030 vil det også kun være muligt at registrere nye bybusser, der er såkaldte nul-emissionsbusser. 

Før tirsdagens afstemning var der debat om forslaget, og her kom flere danske stemmer på banen. Det var blandt andet Nikolaj Villumsen (Left/EL). Han lagde vægt på, at forslaget ikke var så godt, som han kunne ønske det, men at han havde tiltro til, at det stadig vil have en vigtig effekt:

”Skal vi tage et vigtigt skridt i klimakampen? Skal vi sikre, at fremtidens grønne lastbiler og busser produceres i Europa? Eller skal vi bare lade som ingenting og lade stå til? Det er det valg, vi står med i dag. Foran os har vi et kompromis, der vil bringe os vigtige skridt fremad. Det er ikke nær så godt og grønt, som jeg kunne ønske det. Men det er et forslag, der vil medføre vigtige grønne forbedringer, og det har vi brug for. Desværre står vi også med en højrefløj, der endnu en gang vil udvande nødvendige klimatiltag til uigenkendelighed. Den højrefløj er jeg simpelthen nødt til at spørge: "Hvad Sørensen har I gang i?" Hvis I udvander vores forslag i dag, så skader I klimaet.”

Også Christel Schaldemose understregede, at hun mente, at klimakampen skal speedes op, og at dagens afstemning var et essentielt skridt i den retning:

”Vi har travlt. Vanvittig travlt. Klodens temperatur stiger, og Europas rolle som verdensleder i grøn teknologi er i fare. Vi har faktisk længe været i den globale førertrøje, når det handler om klimapolitik og industripolitik. Hvis vi får dagens afstemning godt igennem, så har vi en mulighed for at fortsætte med det. Fortsætte med at vise vejen til at reducere vores CO2-udledninger og fortsætte med at vise vejen for en innovativ industri, der kan udvikle fremtidens grønne busser og lastbiler.”

Efter tirsdagens afstemning er forslaget nu klart til at bliveforhandlet på plads med EU’s medlemslande.

 

MEP’erne vil styrke klimavenlig industri i Europa

Hvor skal solceller og vindmøller produceres? I EU eller udenfor? I denne uge har Parlamentet forsøgt at sikre, at det for fremtiden er den første svarmulighed, der er den rigtige.

Tirsdag vedtog MEP’erne nemlig deres position ift. den såkaldte Net-Zero Industry Act, der skal styrke klimavenlig industri. Og det skal blandt andet ske via at styrke produktionen af solceller og vindmøller i EU. MEP’erne har også fokuseret på at styrke hele fødekæden inden for industrierne. Heriblandt det maskineri, som skal producere de klimavenlige energikilder.

Mandag bød også på en debat om projektet, hvor Niels Fuglsang tog ordet. Han understregede også behovet for, at EU sætter sig i førersædet på dette område:

”Det er tid til, at vi planlægger forud. Det er tid til en europæisk industriel strategi, og denne lov er en del af svaret.”

Nu mangler Rådet at indtage sin forhandlingsposition, før forhandlingerne om den endelige lovtekst kan begynde.

 

Hvordan skal EU’s fremtid se ud?

Folkeafstemning, en ny struktur, nye regler for Kommissionens sammensætning og mere gennemsigtighed i Rådet. Det er en række eksempler på MEP’ernes ønsker for fremtidens EU.

Plenarsamlingen blev nemlig centrum for den helt store fremtidssnak, da MEP’erne kom med en række forslag til, hvordan EU skal ændre sig på længere sigt.
Forslagene byder blandt andet på et ønske om mere indflydelse fra EU’s borgere, og at EU skal have større gennemslagskraft på miljøområdet.

Du kan dykke mere ned i forslagene via denne oversigt.

 

Næste uge i Parlamentet

Den kommende uge er MEP’erne tilbage i Bruxelles, og den skal bruges på forskellige møder i udvalgene. Samtidig kommer ugen til at sætte fokus på mennesker, der lever med handicap, da Europa-Parlamentet holder sin første Disability Rights Week. Få et smugkig på dette tema, og hvad udvalgsmøderne kommer til at byde på herunder:

Økonomiudvalget mødes med ECB-formand Christine Lagarde
Udvalget skal mandag sammen med Den Europæiske Centralbanks formand blandt andet debattere inflation i EU og USA samt klimaforandringers effekt på økonomipolitik. 
 

Der skal stemmes om vejsikkerhed
I Transportudvalget skal der onsdag stemmes om to forskellige stykker ny lovgivning, der begge fokuserer på sikkerheden på vejene.
 

Ny database for sundhed skal til afstemning
Udvalget om Borgernes Rettigheder skal stemme om skabelsen af det såkaldte European Health Data Space, som vil gøre, at patientdata flyder mellem europæiske grænser i en anonymiseret form. Det skal blandt andet sikre øgede muligheder for forskning.
 

Parlamentet holder sin første Disability Rights Week nogensinde
Programmet for ugen byder blandt andet på en debat i Turisme- og Transportudvalget om udfordringer for mennesker med handicap inden for området.
 

Musikstreaming kommer i fokus
Kultur- og Uddannelsesudvalget skal vedtage en række forslag, der tager højde for udfordringer i musikindustrien. Det betyder blandt andet krav om bedre betaling til kunstnere for streaming, kvoter for europæisk musik på streamingplatforme og en større gennemsigtighed ift. brugen af algoritmer på platformene.
 

Fejring af 75-året for menneskerettighederne
Årsdagen bliver markeret med en konference onsdag, hvor parlamentsformand Robert Metsola åbner den.

 

Pressekit for EU-interesserede journalister

Er du journalist med interesse i EU og næste års valg til Europa-Parlamentet? Så har vi lavet et pressekit til netop dig.

Med pressekittet kan du hurtigt og nemt få et overblik over grundlæggende informationer, som for eksempel Europa-Parlamentets sammensætning, politiske prioriteter, igangværende arbejde, baggrundsmateriale, opinionsundersøgelser og nyttige kontaktoplysninger.

Materialesamlingen opdateres løbende frem mod EU-valget den 9. juni 2024, og du finder den her.

 

EU for begyndere - rejsestipendium til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du nu søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

Europa-Parlamentsvalget nærmer sig med hastige skridt. Det er allerede i sommeren 2024, at vi igen skal stemme om, hvem der skal repræsentere os direkte i EU - og dermed have hænderne nede i væsentlig lovgivning, der gælder lige så meget i Danmark, som den, der bliver vedtaget på Christiansborg.

Derfor tilbyder Europa-Parlamentet i Danmark nu et rejsestipendium til journalister, der måske ikke beskæftiger sig med EU til daglig, men som gerne vil klædes bedre på til at dække alt fra store klimapakker til fremtidens AI-lovgivning.

Vi sammensætter et skræddersyet program, hvor du møder danske MEP’er og overværer plenarsamlingen. Der kan også være mulighed for at lave interviews med MEP’erne, mens du er der.

Alle, der arbejder som journalist, kan ansøge om stipendiet. Læs mere og send din ansøgning her.


Redaktionen afsluttet fredag 24/11/2023 kl. 12:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
I redaktionen: Johanne Faigh Larsen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                        Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11