Tal jer varme om EU
Synes du, det kan være svært at tale med andre om EU? Eller arbejder du med formidling af EU-samarbejdet? Så skal du have fingrene i vores helt nye sæt dialogkort, der hjælper dig med at starte samtalen.
Vores dialogkort består af en række samtalestartere inden for fem forskellige temaer: sikkerhed & forsvar, digital, klima, demokrati og asyl & flygtninge.
Der findes ingen rigtige eller forkerte svar, når man bruger dialogkortene. Spillet opfordrer blot til, at man taler om de emner, der rører sig i EU - og man behøver ikke at have kendskab til EU i forvejen. Det varer så længe, man har lyst til og har kun samtalen som formål.
Hvert kort har en bid fakta om EU i toppen. Når man har læst det højt, vælger man, om man vil starte en let snak eller en dybere samtale om emnet. Man vælger selv, om man vil spille temavist, eller med alle temaerne på én gang. Træk på skift et kort fra bunken, eller læg alle kortene ud på bordet med bagsiden opad.
Kunne du tænke dig at prøve?
Er du i hovedstadsområdet, er du også velkommen til at kigge forbi Oplev Europa i Europa-Huset på Gothersgade 115 i København og hente materialer.
Repræsenterer du en organisation eller en skole, der gerne vil modtage en pakke med EU-materiale, må du meget gerne skrive til os på EPkobenhavn@europarl.europa.eu. Vi skal blot bruge adresse, e-mail, telefonnummer, navn på modtager og institutions- eller organisationsnavn.
I kan også bede om at få tilsendt flere af de materialer, som du kan se under vores Klog-på-EU-fane her på hjemmesiden. Tag gerne et kig på dem, inden du trykker send på mailen - så går I ikke glip af noget.