EP-Nyt #27: Sæsonen i EU skudt i gang med besøg fra Canada
Det var en begivenhedsrig uge i Strasbourg med debat om kursen for EU, Carney styrkede båndene mellem Canada og Europa, og MEP’erne kæmpede for at gøre den digitale verden sikrere for børn og unge.
Efterårets politiske arbejde blev for alvor skudt i gang i sidste uge, da medlemmerne af Europa-Parlamentet fik besøg af både den canadiske premierminister Mark Carney og Kommissionsformand Ursula von der Leyen. Sidstnævnte gik på talerstolen og havde sammen med MEP’erne årets store debat om EU's tilstand, mens Mark Carney talte om et tættere samarbejde mellem Canada og EU. Under plenarsamlingen satte MEP'erne også fokus på alt fra børn og sociale medier til beskyttelsen af Europas demokrati.
Her er nogle af de vigtigste sager fra den seneste uge i Strasbourg:
- Ursula von der Leyen satte kursen for EU i State of the Union-debat
- Hvad er EU's svar i en stormfuld verden?
- Mark Carney: EU vil åbne døren for Canada
- Sociale medier skal være sikrere for unge
- Nye anbefalinger til EU’s demokratiskjold mod udenlandsk indblanding
- AFCO besøger Danmark og Island
- Denne uge i EP
Rigtig god læselyst!
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
Ursula von der Leyen satte kursen for EU i State of the Union-debat
Onsdag morgen sad MEP'erne klar i plenarsalen, og flere hundrede journalister klar på pressetribunen, i Europa-Parlamentet, da Kommissionsformand Ursula von der Leyen gik på talerstolen. Anledningen var, at von der Leyen skulle deltage i den årlige State of the Union-debat (også kendt under navnet SOTEU), der indledes med en tale fra netop Kommissionsformanden, hvor hun tager temperaturen på EU og præsenterer sin prioriteter for arbejdet det næste år.
Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola åbnede debatten med en opfordring til at fokusere på de udfordringer, som europæerne forventer, at EU tager hånd om. Det gælder eksempelvis sikkerhed, konkurrenceevne, boliger til en bedre pris, ordentlige job, klima og EU's ydre grænser.
Von der Leyen slog fast, at EU aldrig har været stærkere, men at Unionen samtidig står over for en række store udfordringer. Det omfatter blandt andet økonomien, klimaet, kunstig intelligens, sikkerhed og beskyttelse af børn online. Hun er dog ikke i tvivl: ”Europas fremtid skal fortsat være i europæernes egne hænder”.
Her er fem nedslagspunkter fra talen:
1. Europa skal styrke økonomien og konkurrenceevnen
Kommissionsformanden gjorde det indre marked og Europas konkurrenceevne til en central prioritet. Hun fremhævede blandt andet en køreplan for et stærkere indre marked og ønsket om at få gennemført en historisk revision af det indre marked inden udgangen af næste år.
2. Klima og energi: EU skal holde kursen
Ursula von der Leyen fremhævede sommerens ekstreme vejr og varslede blandt andet en ny ramme for klimatilpasning, en klimaforsikringsalliance, en europæisk hedebølgeplan og et europæisk vandinitiativ.
3. Kunstig intelligens skal styrke Europas industri
AI var et tredje hovedtema. Von der Leyen understregede, at Europa skal øge sin databehandlingskapacitet og skabe bedre muligheder for investeringer i europæiske virksomheder. Hun pegede blandt andet på sundhed, transport, landbrug, avanceret produktion, forsvar og rumfart som områder, hvor industriel kunstig intelligens kan få stor betydning.
4. Sikkerhed, Ukraine og Europas rolle i verden
Den geopolitiske situation fyldte også i debatten. Von der Leyen foreslog blandt andet en europæisk sikkerhedsprotokol og et europæisk sikkerhedsråd og gentog EU's støtte til Ukraine.
5. Børn, sociale medier og digital sikkerhed
Von der Leyen annoncerede også Kommissionens forslag til en ny EU-lov, der skal regulere børns brug af sociale medier. Forslaget indebærer blandt andet et forbud mod sociale medier for børn under 13 år og ingen personlige konti for børn under 15 år, mens platformene skal have særlige sikkerhedsforanstaltninger for unge mellem 15 og 18 år.
MEP'erne har allerede presset på for stærkere beskyttelse af børn online. I debatten blev der både efterlyst strengere regler for platformene og rejst spørgsmål om, hvordan man beskytter børn uden samtidig at begrænse unges frihed unødigt.
Hvad er EU's svar i en stormfuld verden?
Det var ikke kun Kommissionsformanden, der i sidste uge gav sit bud på retningen for EU den næste tid. Europa-Parlamentets kontor i Danmark var i sidste uge med til at sætte Europas rolle i en verden med stormagter, geopolitisk uro og nye sikkerhedsudfordringer til debat ved et arrangement hos Altinget.
I forbindelse med Ursula von der Leyens tale om EU's tilstand diskuterede bl.a. MEP’er, eksperter og ambassadører, hvordan EU kan styrke sin position i verden, og hvordan Europa skal navigere i et internationalt landskab, hvor stormagterne fortsat spiller med musklerne.
Gik du glip af arrangementet? Du kan se eller høre debatten hos Altinget – samtalen er også udgivet som podcast.
Mark Carney: EU vil åbne døren for Canada
Canadas premierminister Mark Carney talte torsdag til Europa-Parlamentet om forholdet mellem EU og Canada i en tid med stigende geopolitiske spændinger.
Carney var allerede til stede som æresgæst under SOTEU-debatten onsdag, hvor Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola fremhævede de tætte historiske og politiske bånd mellem Europa og Canada.
Ursula von der Leyen benyttede sin tale til direkte at invitere Canada tættere på EU. Hun sagde, at hun gerne vil samarbejde med Carney om at åbne døren for, at Canada kan blive det første associerede medlem af EU.
MEP'erne har tidligere efterlyst et stærkere samarbejde mellem Canada og EU om både sikkerhed og handel. De to parter har allerede tætte økonomiske forbindelser gennem handelsaftalen CETA, som har været midlertidigt anvendt siden 2017.
Europa-Parlamentet har desuden besluttet at åbne et kontor i Ottawa for at styrke de parlamentariske forbindelser mellem EU og Canada.
Sociale medier skal være sikrere for unge
Kommissionen fremlagde torsdag EU-Kids Act, der lægger op til nye aldersgrænser for sociale medier og personlige konti for børn og unge.
Det kommer efter beskyttelsen af børn og unge online længe har været højt på Europa-Parlamentets dagsorden.
Medlemmerne har blandt andet ønsket strengere håndhævelse af EU's eksisterende digitale regler og peger desuden på behovet for at begrænse skadelige og afhængighedsskabende funktioner på sociale medier.
Parlamentet har også efterlyst mere gennemsigtighed om algoritmer, bedre beskyttelse af mindreårige og et digitalt miljø, hvor sikkerhed og privatliv er indbygget fra starten.
I betragtning af den stigende indvirkning, som influencere på de sociale medier har på folks holdninger og anskuelser, også med hensyn til unges kropsbillede, anmoder MEP'erne Kommissionen og EU-landene om at udarbejde et adfærdskodeks for influencere og onlineplatforme på EU-plan.
Nye anbefalinger til EU’s demokratiskjold mod udenlandsk indblanding
Hvordan beskytter man europæiske demokratier mod udenlandsk indblanding, desinformation og andre hybride trusler? Det spørgsmål fylder også i Europa-Parlamentet, hvor MEP'erne arbejder med det såkaldte europæiske demokratiskjold.
Tirsdag vedtog Parlamentet konkrete anbefalinger til, hvordan EU kan gøre mere for at forsvare sine demokratiske institutioner og styrke sin igangværende indsats på området. Målet er at styrke EU's demokratiske modstandsdygtighed og beskytte de europæiske demokratier mod trusler udefra.
I rapporten konkluderer udvalget, at EU's nuværende fragmenterede tilgang betyder, at de enkelte EU-lande ikke kan bekæmpe truslerne ordentligt på egen hånd. Derfor støtter Parlamentet oprettelsen af et EU-center for demokratisk modstandsdygtighed i tråd med Europa-Kommissionens strategi for demokratiskjoldet og som foreslået af Parlamentet i den forudgående valgperiode.
Parlamentet ønsker udvidede sanktioner over for dem, der muliggør desinformation, og dem, der bidrager til at omgå eksisterende sanktioner. Det fordømmer også Ruslands politisk motiverede sortlistning af EU-embedsmænd, journalister og MEP’ere og betragter denne sortlistning som et instrument til hybrid krigsførelse. Derudover anbefaler medlemmerne, at den 24. februar, som er årsdagen for Ruslands omfattende invasion af Ukraine, gøres til en "europæisk beredskabsdag".
AFCO besøger Danmark og Island
MEP'er fra Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender, AFCO, kommer i denne uge på besøg i Danmark og Island.
Besøget giver medlemmerne mulighed for at drøfte aktuelle spørgsmål om EU's institutioner, demokrati og forholdet mellem EU og medlems- og partnerlande.
Medlemmerne vil drøfte de juridiske konsekvenser og implikationer af de danske forbehold fra EU-traktaterne for både Danmark og EU i lyset af den seneste udvikling inden for EU's samarbejde om sikkerhed, forsvar og retlige anliggender. De skal mødes med den danske justitsminister, Nicolai Wammen, og udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov.
Under besøget i Island vil medlemmerne af Europa-Parlamentet fokusere på resultatet af den nylige folkeafstemning om genoptagelse af forhandlingerne om Islands EU-medlemskab samt det fremtidige samarbejdet mellem EU og Island. De skal mødes med repræsentanter for den islandske regering og medlemmer af det islandske parlament.
Denne uge i EP
I denne uge er MEPerne på ture med deres delegationer og udvalg. Her er et uddrag af deres planer:
Island – udenrigspolitik og EU-forhold. En delegation fra Udenrigsudvalget besøger Island for at drøfte udenrigspolitik, sikkerhed og det fremtidige forhold mellem EU og Island.
Sydkorea – kunstig intelligens og digitale teknologier. En delegation fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse besøger Sydkorea for at se nærmere på reguleringen af nye digitale teknologier, kunstig intelligens og deepfakes samt håndhævelsen af regler for onlinehandel.
USA – skat. MEP'er fra Underudvalget om Skatteanliggender besøger Washington D.C. og Delaware for at drøfte forholdet mellem EU og USA på skatteområdet, bekæmpelse af skatteunddragelse og udviklingen af internationale skatteregler.
Grønland – transport og ligestilling. MEP'er fra Transport- og Turismeudvalget og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling besøger Grønland. Her skal de blandt andet drøfte transportinfrastruktur, sø- og luftforbindelser, bæredygtig turisme samt vilkårene for særligt kvinder og piger fra Grønlands oprindelige befolkning.
Finland – kultur og civilbeskyttelse. En delegation fra Kultur- og Uddannelsesudvalget besøger Oulu i Finland, som er europæisk kulturhovedstad i 2026. Samtidig undersøger MEP'er fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender den finske model for beredskab og civilbeskyttelse.
Grækenland – jernbanesikkerhed. En delegation fra Udvalget for Andragender besøger Grækenland for at se på erfaringerne efter togulykken ved Tempi i 2023, hvor 57 mennesker mistede livet. MEP'erne mødes med nationale og regionale myndigheder om tiltag for at forbedre jernbanesikkerheden.
Formandens kalender
Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola er i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling. Hun mødes blandt andet med FN's generalsekretær António Guterres og deltager i en række møder og arrangementer om Europas rolle i verden, herunder Friends of the Western Balkans Meeting, Clinton Global Initiative Annual Meeting og Global Citizen NOW.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:
• Oktober d. 5.-7.
• Oktober d. 19.-21.
• November d. 23.-25.
• December d. 14.-16.
Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.
Redaktionen afsluttet mandag d. 21/09/2026 kl.15.00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11