EP-Nyt #17: Ny lov skal sikre nok medicin i EU

Europa-Parlamentet og Ministerrådet er blevet enige om en ny lov, der skal sikre tilstrækkelig produktion af medicin i EU.

EU-flag prydede i weekenden bybusserne i København. Lørdag var det nemlig Europadag, som markerer den såkaldte Schumanerklæring, der betragtes som grundstenen til EU.

Markeringen af dagen kunne ses i hele EU blandt andet til en fejring i Rom, hvor Colosseum var lyst op i blå og gul. Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola deltog og postede også en videohilsen på sin instagramprofil, hvor hun sagde: ”I dag fejrer vi vores Europa og det levende løfte, der ligger i dets hjerte. Løftet om, at mennesker, der vælger at stå sammen, kan forandre verden”.

Det kom blandt andet til udtryk i denne uge, da Parlamentet og Rådet blev enige om både en aftale, der skal sikre EU-borgeres adgang til medicin og en lov, der skal sikre autonomi hos personer med brug for støtte. Og så har Parlamentet ellers forberedt sig på plenarsamling i Strasbourg i næste uge.

Derfor kan du i denne uges nyhedsbrev læse følgende:

  • Adgang til medicin i EU sikres med ny aftale
  • Mere autonomi til voksne med behov for støtte
  • Majplenar i næste uge:
    • ’Den Europæiske Fortjenstorden’ uddeles for første gang
    • Kontrol af udenlandske investeringer i Unionen skal være strengere
    • Et stærkere indre marked
    • Beskyttelse af EU’s stålindustri
    • Opgør med kønsulighed i børnepasning
    • Ofre for kriminalitet skal beskyttes bedre
    • Borgerinitiativ kræver: "Stop med at ødelægge videospil"
    • EU's fremtid med Letlands premierminister
    • Konsekvenser af EU-lov om rensning af byspildevand
  • Bliv lønnet trainee hos Europa-Parlamentet i København
  • Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

Rigtig god læselyst!

Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.

 

Adgang til medicin i EU sikres med ny aftale

EU-borgerne skal have adgang til den medicin, de har brug for.

Derfor nåede Europa-Parlamentet og Ministerrådet tirsdag til enighed om en aftale, der skal sikre, at der produceres nok af særlig kritisk medicin i EU. Det gælder blandt andet insulin, vacciner, antibiotika og medicin til kroniske sygdomme.

Med en ’køb europæisk ’-tilgang vil MEP’erne sørge for, at EU-lande bliver uafhængige af medicin på disse områder, der kommer fra lande uden for EU og sætte skub i konkurrenceevnen i EU’s medicinalindustri. Det betyder blandt andet, at man vil favorisere virksomheder, der producerer medicin i Europa.

MEP’erne ønsker også at styrke samarbejdet om indkøb på EU-plan. Det skal ”afhjælpe mangler og sikre forsyningssikkerhed”, siger ordfører Tomislav Sokol (EPP, Kroatien) og slår fast, at med aftalen ”sætter vi patienternes interesser i centrum”.

Formand for Udvalget om Folkesundhed (SANT) Adam Jarubas (EPP, Polen) kalder det en ”milepæl for Den Europæiske Sundhedsunion” og siger: ”Den betyder større medicinsikkerhed for europæerne, men den vil også være en væsentlig støtte til EU's genindustrialisering og konkurrenceevne”.

Parlamentet og Rådet skal formelt godkende aftalen, hvorefter de kan træde i kraft.

 

Mere autonomi til voksne med behov for støtte

Voksne mennesker, der har brug for støtte nu eller i fremtiden, skal have ret til selv at vælge, hvordan det skal planlægges i hele EU. Det skal en ny lov, der tirsdag blev vedtaget af Parlamentet og Rådet, sikre.

Det betyder, at mennesker, der har brug for hjælp i forbindelse med blandt andet lægehjælp, bopæl og handel af ejendom får mere støtte og bedre beskyttelse på tværs af EU-grænser. Har personerne taget et valg om, hvordan det skal fungere i ét land, skal det således også respekteres i et andet EU-land. MEP’erne vil i den forbindelse også sikre, at der kan opsøges tilstrækkelig information fra de forskellige medlemslande, så man kan tage informerede valg.

Desuden vil loven sikre, at mennesker med behov for støtte kan få et gratis certifikat, som kan bruges i hele EU. Certifikatet skal også vise, hvilken person der er autoriseret til at hjælpe.  

”Med de nye regler, ville Parlamentet sikre retssikkerheden og den højest mulige respekt for menneskerettigheder, især retten til lige anerkendelse for loven”, siger ordfører Yana Toom (Renew, Estland) om de nye regler.

Reglerne skal godkendes af hele Parlamentet og Rådet, før de træder i kraft.

 

Majplenar i næste uge

Europa-Parlamentet mødes i næste uge til plenarsamling i Strasbourg, og MEP’erne får blandt andet travlt med at debattere og stemme om konsekvenserne af EU’s lov om rensning af byspildevand, kontrol af udenlandske investeringer i Unionen og mere beskyttelse af ofre for kriminalitet.

’Den Europæiske Fortjenstorden’ uddeles for første gang
Betydelige bidrag til europæisk integration, demokrati og værdier. Europa-Parlamentet anerkender tyve personer, der på hver sin måde har gjort noget ekstra for at fremme europæiske værdier ved en ceremoni tirsdag kl. 11.30 i Parlamentet.

Formand Roberta Metsola uddeler ordenen, der blev etableret på 75-årsdagen for "Schumanerklæringen" sidste år. Blandt personer, der tildeles fortjenstordenen, er blandt andre Tysklands tidligere kansler Angela Merkel og Polens tidligere præsident Lech Wałęsa. De er udnævnt som æresmedlemmer af ordenen.

Kontrol af udenlandske investeringer i Unionen skal være strengere
Udenlandske investeringer skal kontrolleres bedre for at sikre, at de ikke udgør en trussel mod sikkerheden i EU. Det forventes i hvert fald, at MEP’erne tirsdag giver grønt lys til en revidering af reglerne, der allerede eksisterer på området. I så fald bliver det obligatorisk at screene for risici forbundet med investeringer i kritiske sektorer som kunstig intelligens, banker og forsvar.

Et stærkere indre marked
Hvordan kan man fjerne barrierer i det indre marked, forbedre vilkårene for europæiske virksomheder og sikre deres konkurrenceevne på den globale scene? Det vil MEP'erne drøfte med repræsentanter fra Kommissionen og Rådet onsdag. Drøftelserne ligger i forlængelse af strategien “Ét Europa, ét marked”, som skal styrke EU’s konkurrenceevne og modstandskraft, og som Parlamentet, Kommissionen og Rådet vedtog i april.  

Beskyttelse af EU’s stålindustri
Der produceres for meget stål i verden, og det kan gå ud over markedet i Europa, hvis det ikke reguleres. Derfor debatterer MEP’erne mandag og stemmer tirsdag om nye sikkerhedsforanstaltninger – blandt andet indførslen af en såkaldt "smelt- og hæld"-regel, som skal gøre det nemmere at identificere, hvor det kommer fra. Det omfatter også et nyt loft for, hvor meget stål der må komme ind i EU, før det pålægges told.

Opgør med kønsulighed i børnepasning
Det er stadig kvinder, der i størst grad tager sig af børn i hjemmet. Derfor vil MEP’erne mandag debattere og tirsdag stemme om en række anbefalinger til at håndtere kønsulighed i både den offentlige og private plejesektor. MEP'erne ønsker at sikre, at uformelle plejere er dækket af pensionsordninger og sociale sikringssystemer. De vil også etablere oplysningskampagner for at opfordre mænd til at tage en ligelig andel af plejen og udfordre traditionelle kønsstereotyper.

Anbefalingerne bygger på undersøgelser, der blandt andet viser, at 56 % af kvinder med børn under 12 år bruger mindst fem timer om dagen på børnepasning sammenlignet med 26 % af mænd.

Ofre for kriminalitet skal beskyttes bedre
Det estimeres, at 15 % af alle europæere hvert år udsættes for en forbrydelse, ifølge Europa-Kommissionen. Der er brug for nye tiltag til at hjælpe ofrene videre, og derfor skal MEP’erne onsdag diskutere og torsdag stemme om ny EU-lovgivning på området. Den indebærer blandt andet en EU-hotline, der er tilgængelig i alle medlemslande, og at det skal være nemmere at indrapportere kriminalitet online. Lovgivningen indebærer også et øget fokus på specialiseret støtte til ofre for seksuel vold og til børn.

Borgerinitiativ kræver: "Stop med at ødelægge videospil"
Udbydere af spil kan bevidst deaktivere eller på anden måde efterlade køberen med et ubrugbart spil efter en rum tid – for eksempel ved at kræve, at spilleren altid har adgang til internet. Det vil det europæiske borgerinitiativ ”Stop med at ødelægge videospil” sætte en stopper for. Initiativet, der fik knap 1,3 millioner underskrifter, blev taget op af Europa-Kommissionen i starten af året. Torsdag vil MEP’erne debattere initiativet.

EU's fremtid med Letlands premierminister
Hvordan ser Europas fremtid ud? Det har forskellige statsledere debatteret med MEP’er som en del af debatserien ”Dette er Europa” –  og onsdag er det den lettiske premierminister Evika Siliņa, der er inviteret ind i Parlamentet.

Konsekvenser af EU-lov om rensning af byspildevand
Det er blevet dyrt for producenter af medicin og kosmetik, at EU-lov om rensning af byspildevand lægger det meste af ansvaret over på dem. Derfor vil MEP’erne torsdag stemme om, hvorvidt loven skal revideres - MEP’erne har før udtrykt bekymring for, at det kan gå udover produktionen af medicin i EU.

Loven om rensning af byspildevand trådte i kraft 1. januar 2025 og har et ”forureneren betaler-princip”, der betyder, at producenter af lægemidler og kosmetiske produkter, skal dække mindst 80 % af omkostningerne ved at fjerne mikroforurenende stoffer fra byspildevand senest den 31. december 2028.

 

Bliv lønnet trainee hos Europa-Parlamentet i København

Brænder du for at få praktisk EU-erfaring? Vil du opleve det europæiske demokrati helt tæt på? Europa-Parlamentets kontor i København søger to lønnede trainees til efteråret, som skal indgå i det journalistiske arbejde.

Der er to forskellige stillinger: én med fokus på journalistik og pressearbejde og én med fokus på sociale medier og kommunikation. Traineeperioden løber fra den 1. oktober 2026 til den 28. februar 2027, og du kan finde mere information om stillingerne på vores hjemmeside.

 

Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.

Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:

  • Juli d. 6.-8.
  • September d. 14.-16.
  • Oktober d. 5.-7.
  • Oktober d. 19.-21.
  • November d. 23.-25.
  • December d. 14.-16.

Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.

Redaktionen afsluttet onsdag 13/05/2026 kl. 14:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Sara Preuss Justesen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                           Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11