EP-Nyt #9: MEP’er tackler forsvar og boligkrise i EU
MEP’erne har vedtaget nye forslag, der skal effektivisere EU’s forsvarsmarked, og præsenteret tiltag, der skal gøre EU grønnere og mere lige.
Der har været knald på i Strasbourg i denne plenaruge.
Der er både blevet godkendt forslag om nye migrationsregler, et stærkere europæisk forsvarsmarked, beskyttelse af feriegæster og en AI-konvention.
Der er blevet diskuteret boligkrise i Europa, ligeløn mellem kønnene og grøn energi.
Og så er der blevet givet en helt ny EU-orden til både Zelenskyj og bandet U2.
Og det er ikke alt!
Nyhedsbrevet indeholder derfor i denne uge:
- Flere tilgængelige, bæredygtige og retfærdige boliger i EU
- Sol og vind skal sætte EU fri
- Mere Europa i EU’s forsvar
- EU hædrer Zelenskyj, Merkel og Bono med fortjenstmedalje
- Forlænger regler om bekæmpelse af misbrug af børn online
- Feriegæster kan trygt købe pakkerejser
- MEP'erne: Udryd kønsbaserede løn- og pensionsforskelle
- Beskyttelse af demokrati i en AI-tidsalder
- Migration: Nye regler i EU-støbeskeen
- Kommissionen og Parlamentet styrker sit bånd
- Parlamentets økonomiske prioriteter
- Udbud af mediemonitorering af EU-nyheder
- Europadagen: Hvor er fællesskabet i en usikker verden?
- Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
- Det sker i næste uge
Rigtig god læselyst!
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
Flere tilgængelige og retfærdige boliger i EU
Parlamentet foreslog tirsdag en række tiltag, der skal give europæerne adgang til billigere og bedre boliger.
For at få styr på boligkrisen i Europa foreslår MEP’erne blandt andet, at Kommissionen fokuserer på renovering af boliger, at give skatterabatter til lav- og mellemindkomstfamilier og førstegangskøbere, og at fjerne bureaukratiske forhindringer i byggesektoren.
Samtidig skal langtidsudlejning til fastboende være mere attraktivt end korttidsudlejning til turister. Det skal sikre en mere balanceret boligsektor.
Irene Tinagli (S&D, Italien), der er formand for Det Særlige Udvalg om Boligkrisen i Den Europæiske Union (HOUS), udtaler, at ”EU’s indsats er essentiel for at genoprette balance og retfærdighed på boligmarkedet, fordi alle fortjener et sted, de kan kalde hjem”.
Sol og vind skal sætte EU fri
Renere energi til lavere priser.
Det var hovedbudskabet i den nye strategi Kommissionen præsenterede i en debat i Parlamentet tirsdag.
Kommissionen lagde vægt på vigtigheden af at blive mindre afhængige af importerede fossile brændstoffer og på nødvendigheden af at gøre EU’s eget grønne energisystem mere robust og modstandsdygtigt. Især i en geopolitisk situation, hvor priserne er sårbare for udsving.
Energipriserne for borgerne skal ned, og udbuddet af vedvarende energi skal øges ved at gøre investeringer mindre risikable og mindre omkostningstunge.
MEP Sigrid Friis (RV/Renew) udtalte, at ”alle skal kunne mærke, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil have en energiunion. For hvert solpanel på et tag, hvert lokale vindprojekt gør os mindre afhængige af Putins gas eller af Mellemøstens olie”.
Mere Europa i EU’s forsvar
Parlamentet ønsker et mere integreret forsvarssystem med større samarbejde over grænserne.
Det står klart efter MEP’erne onsdag vedtog sine forslag til et stærkere og fælles indre forsvarsmarked.
For at gøre dette vil EU indføre et ”køb europæisk”-princip og investere mere langsigtet på fælles indkøb for at mindske afhængigheden af indkøb af produkter, der kommer uden for EU. Ukraine skal desuden ses som en integreret del af EU’s forsvarsmarked.
MEP’erne understreger særligt vigtigheden af at lukke kritiske huller i forsvaret og styrke konkurrenceevnen.
EU bør prioritere store forsvarsprojekter, der ellers er for dyre for det enkelte land. Det gælder især luft- og missilforsvar, brugen af AI og elektronisk krigsførelse. Det skal blandt andet ske med færre barrierer for fælles indkøb og samarbejde mellem virksomheder på tværs af grænser.
"I en ny verdensorden domineret af stormagter er et europæisk indre marked for forsvar ikke et ambitiøst ideal - det er en presserende nødvendighed”, siger ordfører Tobias Cremer (S&D, Tyskland).
EU hædrer Zelenskyj, Merkel og Bono med fortjenstmedalje
Ukraines præsident, Vlodomir Zelenskyj, Tysklands tidligere kansler, Angela Merkel, og det irske band U2 har nu en ny EU-pris tilfælles.
Parlamentets formand Roberta Metsola annoncerede tirsdag de tyve modtagere af prisen, ’Den Europæiske Fortjenstorden’, som gives til personer, der har ydet en ekstra stor indsats for at fremme europæiske værdier og integration.
Prisen blev oprettet sidste år i forbindelse med 75-årsdagen for Schumanerklæringen. Den officielle overrækkelsesceremoni foregår i maj. Det er første gang, den bliver uddelt.
Metsola sagde i forbindelse med annonceringen, at ”dette europæiske engagement fortjener at blive fejret. Med den europæiske fortjenstorden ærer vi dem, der ikke bare troede på Europa, men som hjalp med at opbygge det".
Forlænger regler om bekæmpelse af misbrug af børn online
MEP’erne støtter en forlængelse af en undtagelse i privatlivsreglerne, der gør det muligt at opdage materiale med seksuelt misbrug af børn online.
Mandag stemte udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) om at forlænge reglerne, der ellers stod til at udløbe i april i år, indtil august 2027.
Det skal give Parlamentet tid til at opbygge et permanent regelsæt til at forebygge og bekæmpe seksuelt misbrug af børn på nettet.
Ordfører, Birgit Sippel (S&D, Tyskland) udtaler, at ”vi har et ansvar for at bekæmpe den forfærdelige forbrydelse seksuelt misbrug af børn er, samtidig med at vi beskytter alles grundlæggende rettigheder”.
Feriegæster kan trygt købe pakkerejser
Pakkerejser har haft trange kår under pandemien, og Parlamentet har lært af erfaringerne.
Torsdag godkendte MEP’erne de reviderede regler, der skal styrke beskyttelsen af feriegæster.
Reglerne præciserer blandt andet, hvilke kombinationer af tjenester der udgør en pakkerejse, at det er frivilligt for rejsende at modtage vouchers i stedet for direkte kompensation, og hvornår feriegæster kan aflyse uden omkostninger.
Rådet skal nu formelt også vedtage lovgivningen, hvorefter den træder i kraft.
“Disse opdaterede regler vil beskytte forbrugere, når noget går galt med deres pakkerejse”, siger Parlamentets ordfører for sagen, Alex Agius Saliba (S&D, Malta).
MEP'erne: Udryd kønsbaserede løn- og pensionsforskelle
Kvinder klarer sig generelt bedre end mænd på uddannelsesområdet, men er samtidig generelt lavere lønnet.
Den skævvridning vil MEP’erne gøre op med og opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge en handlingsplan, der skal udrydde kønsbestemte løn- og pensionsforskelle.
MEP’erne ønsker, at handlingsplanen skal forbedre arbejdsvilkårene i kvindedominerede sektorer som omsorgsarbejde.
De peger også på, at den ulige fordeling i det huslige arbejde kan have konsekvenser for karrieremuligheder og pensionsrettigheder.
MEP’erne understreger derfor, at EU bør prioritere investeringer under EU’s næste langsigtede budget, som skal styrke kvinders balance mellem arbejdsliv og privatliv og en pålidelig plejesektor.
Irena Joveva (Renew, Slovenien), ordfører for rapporten fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL), siger: "Nu er det op til medlemslandene at følge op, da gennemførelsen er afgørende for at opnå ligestilling og et mere retfærdigt samfund”.
Beskyttelse af demokrati i en AI-tidsalder
Parlamentet siger ja til den første juridisk bindende internationale aftale om AI.
Aftalen skal sikre, at kunstig intelligens udvikles og bruges i overensstemmelse med menneskerettigheder, demokrati og lovgivning.
Den stiller krav til gennemsigtighed og ansvarlighed, kontrol fra myndigheder og mulighed for at forbyde AI i sammenhænge, der udgør en risiko for demokratiet.
Konventionen er udarbejdet af Europarådet og kan tiltrædes af lande uden for Europa. Den supplerer EU’s lovgivning på området.
Parlamentets godkendelse betyder, at EU nu kan træde ind i aftalen.
Migration: Nye regler i EU-støbeskeen
Det kan blive nemmere for EU-landene at sende afviste asylansøgere væk.
Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggende (LIBE) blev mandag enige om sin fælles holdning til et forslag om at ændre EU’s regler for hjemsendelse af personer fra lande uden for EU, som opholder sig ulovligt i Unionen.
Reformen indebærer blandt andet, at personer med en udvisningsafgørelse skal samarbejde med myndighederne om deres tilbagevenden, samtidig med at frivillig hjemrejse prioriteres. Tilbageholdelse kan benyttes i op til 24 måneder, hvis myndighederne vurderer, at der er risiko for, at personen flygter eller ikke samarbejder.
Parlamentets ordfører på forslaget Malik Azmani (Renew, Holland) udtalte efter afstemningen:
"I dag vedtog Udvalget om Borgernes Rettigheder og Indre Anliggender sin holdning. Som ordfører har det altid været mit mål rettidigt at nå frem til en effektiv og brugbar forordning”.
Næste skridt er, at hele Parlamentet skal godkende forhandlingsmandatet, inden trilogforhandlingerne kan begynde.
På grund af det danske retsforbehold er Danmark ikke omfattet af EU's asyl- og migrationspolitik - dog med undtagelse af Dublin-forordningen.
Parlamentets økonomiske prioriteter
EU’s økonomiske, beskæftigelses- og sociale prioriteter for 2026 blev behandlet i Parlamentet som led i den årlige gennemgang.
Onsdag slog MEP’erne fast, hvilke områder medlemslandene bør prioritere for at styrke EU’s økonomiske stabilitet og sammenhængskraft.
De understregede blandt andet, at øgede forsvarsudgifter ikke bør ske på bekostning af andre EU-prioriteter eller finansieres gennem øget offentlig gæld.
Ordfører for rapporten om økonomiske prioriteter, Kira Marie Peter-Hansen (SF/Greens) siger, at det især er vigtigt, ”at vi har fokus på private og offentlige investeringer, som Europa skal bruge for at mobilisere en mere modstandsdygtig, konkurrencedygtig og bæredygtig europæisk økonomi”.
Bekymrende tendenser: Offentlig gæld og inflation
Parlamentet pegede desuden på bekymrende økonomiske udviklinger, særligt i forhold til offentlig gæld, økonomisk vækst og inflation.
Medlemslandene opfordres derfor til at føre en ansvarlig finanspolitik kombineret med investeringer i fremtidig vækst, innovation og grøn omstilling.
Samtidig fremhæves behovet for flere kvalitetsjobs, opkvalificering af arbejdsstyrken og tiltag mod mangel på arbejdskraft. Parlamentet understreger også vigtigheden af at styrke sociale sikkerhedsnet samt reducere fattigdom og social ulighed i EU.
”Europas konkurrenceevne vil afhænge af vores evne til at investere i vores fremtid sammen”, siger Nela Riehl (Greens/Tyskland), ordfører for rapporten om beskæftigelses- og sociale prioriteter.
Kommissionen og Parlamentet styrker sit bånd
Gennemstrømningen af information imellem Parlamentet og Kommissionen skal øges.
Det skal den reviderede udgave af rammeaftalen for forholdet mellem Parlamentet og Kommissionen, der blev godkendt af Parlamentet onsdag, sørge for.
Aftalen bygger videre på aftalen fra 2010 og tager højde for, hvordan Parlamentets rolle har udviklet sig.
Den reviderede udgave styrker Parlamentets demokratiske rettigheder ved at sikre en mere omfattende og detaljeret strøm af information fra Kommissionen. Den styrker også Kommissionens politiske ansvarlighed ved at sikre, at de ansvarlige kommissærer deltager i debatter i Parlamentet.
Parlamentets formand, Roberta Metsola, siger: “Denne aftale styrker vores partnerskab, som er bygget på tillid, gennemsigtighed og demokratisk ansvarlighed”.
Næste skridt er en underskrivelsesceremoni med Metsola og Kommisionsformand, Ursuala von der Leyen, til plenarsamlingen i Bruxelles senere i marts.
Udbud af mediemonitorering af EU-nyheder
Europa-Parlamentet har i denne uge sat den daglige mediemonitorering af danske mediers dækning af EU-nyheder i udbud . Det gælder printede, online og audiovisuelle medier, samt medieanalyse. Der er deadline den 9. april 2026. Der kan bydes ind på opgaven her.
Europadagen: Hvor er fællesskabet i en usikker verden?
Hvad er det europæiske fællesskab for en størrelse? Og hvem har overhovedet fundet på det?
Det vil landets 4. til 6. klasser undersøge, når Europa-Parlamentet inviterer til markering af Europadagen d. 8. maj klokken 9.
Gennem en online forbindelse vil vi sammen med skuespiller Jesper Ole Feit Andersen zoome ind på den europæiske historie og komme omkring krig, fred og demokrati.
”Vi befinder os i en geopolitisk højspændt tid, hvor samtalen om det europæiske fællesskab er særlig vigtig. Derfor glæder vi os til at byde mellemtrinnet velkommen til et nyt arrangement om demokrati, fælles værdier, og hvilken verden vi gerne vil bo i i fremtiden”, siger kontorchef hos Europa-Parlamentets kontor i Danmark, Sune Olofsson Hansen.
Der er ingen rigtige og forkerte svar. Formålet er i stedet at lade skoleeleverne undersøge og tænke over, hvordan de ser sig selv i en urolig verden.
Arrangementet varer cirka 45 minutter, og lærere kan læse mere og tilmelde sin klasse her.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:
- April d. 27.-29.
- Maj d. 18.-20.
- Juli d. 6.-8.
Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.
Det sker i næste uge
I næste uge mødes udvalgene til møder i Bruxelles. Her er europæisk turisme og AI-lovgivning blandt punkterne på dagsordenen.
Digital omnibus om AI. Udvalgene for det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) samt Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) tager stilling til den digitale omnibus om bl.a. kunstig intelligens onsdag.
Møde med Kaja Kallas om udenrigsanliggender. Tirsdag vil MEP’er fra Udenrigsudvalget (AFET) og EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, drøfte den seneste udenrigspolitiske udvikling med fokus på Kommissionens reaktion og kommende initiativer inden for EU’s udenrigsindsats.
Europæisk turisme. Transport- og Turismeudvalget (TRAN) vil onsdag kigge på en række forslag til at fremme sammenhængskraft, bevare kultur og promovere lokal turisme. MEP’erne vil blandt andet kigge på, hvordan man fjerner presset fra meget populære destinationer.
Den europæiske anklagemyndigheds aktiviteter i 2025. Den europæiske chefanklager, Laura Kövesi, vil præsentere og drøfte årsberetningen for 2025 for Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) med MEP’erne i Budgetkontroludvalget (CONT) og Udvalget for Borgernes Rettigheder (LIBE) onsdag.
Fremtidens demokratistøtte. Onsdag og torsdag er Parlamentet vært for en konference om fremtidens demokratistøtte med deltagelse af centrale MEP’er samt repræsentanter for det cypriotiske rådsformandskab, Kommissionen, Europarådet og flere eksperter. Arrangementet indledes med en videohilsen fra Parlamentets formand, Roberta Metsola, og en åbningstale af formanden for Moldovas parlament, Igor Grosu.
Redaktionen afsluttet fredag 13/03/2026 kl. 15.30
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Sara Preuss Justesen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11