EP-Nyt #11: EU giver betinget ja til at sænke toldsatser for USA
Parlamentet vil sænke toldsatser for USA, men der følger betingelser med. Og så sætter MEP’er ind på at redde grundvandet.
Det danske valg er slut, og i Bruxelles er der blevet arbejdet på højtryk for at løse nogle af de geopolitiske udfordringer, EU står overfor.
Onsdag og torsdag i denne uge var der nemlig mini-plenarsamling, hvor der blev stemt om og diskuteret flere store emner. Heriblandt Parlamentets holdning til at sætte toldsatser for USA ned, og hvilke betingelser der skal følge med.
EU bød også et samarbejde med Australien velkommen, og diskuterede den stadigt mere presserende energisituation i EU. Og så var der et velkendt emne fra den danske valgkamp på dagsorden: Red grundvandet!
I denne uge kan du derfor læse om følgende emner:
- Nye betingelser for EU’s handel med USA
- Nye migrationsregler åbner mulighed for modtagecentre
- McAllister: ”Handelsaftale mellem EU og Australien er en milepæl”
- EU’s energikrise til debat
- Enklere AI-regler og forbud mod ”deepfakes”
- Bedre beskyttelse af grundvandet
- Nye regler flytter told-ansvar fra forbruger til onlineplatforme
- Bankkrak skal ikke gå ud over skatteyderne
- MEP’er opfordrer til mere sammenhold i EU
- LUX: Parlamentet kaster lys over europæisk film
- Udbud af mediemonitorering af EU-nyheder
- Europadagen: Hvor er fællesskabet i en usikker verden?
- Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
- Næste uge i Parlamentet
Rigtig god læselyst!
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP'ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
Nye betingelser for EU’s handel med USA
EU vil sænke tolden på varer fra USA, men med betingelser.
Torsdag blev MEP’erne enige om at fjerne de fleste toldsatser på amerikanske industrivarer og give en markedsfordel til en bred vifte af amerikanske landbrugsvarer.
Parlamentet stemte om to separate lovforslag, der vedrører EU og USA’s forhold om told og handelsudveksling. Det er en del af den såkaldte ”Turnberry-aftale”, som blev annonceret i juli 2025.
Parlamentet vedtog samtidig en beskyttelsesmekanisme, så Europa-Kommissionen midlertidigt kan suspendere de nye toldsatser i tilfælde af, at import fra USA når et niveau, der går udover EU’s egen industri.
De vedtog desuden flere klausuler:
- En suspensionsklausul, som gør det muligt at sætte reglerne ud af kraft, hvis USA indfører nye toldsatser.
- En såkaldt “solopgangsklausul”, der betyder, at de nye toldsatser først træder i kraft, når USA overholder sine forpligtelser.
- En “solnedgangsklausul”, som indebærer, at den primære forordning udløber den 31. marts 2028.
Næste skridt er, at MEP’erne skal indlede forhandlinger med Rådet om den endelige udformning af lovgivningen.
Ordfører på sagen og formand for Udvalget om International Handel (INTA) Bernd Lange (S&D, Tyskland) sagde på et pressemøde efter afstemningen :”Medlemmerne vil kun kunne tilslutte sig handelsbetingelserne i aftalen, hvis forordningen indeholder meget stærke og klare sikkerhedsforanstaltninger, og kun efter at USA fuldt ud har overholdt betingelserne i aftalen. Jeg agter at forsvare dette mandat i forhandlingerne”.
Nye migrationsregler åbner mulighed for modtagecentre
Parlamentet er et skridt tættere på at vedtage nye regler, der gør det nemmere for medlemslandene at tilbagesende afviste asylansøgere.
Torsdag vedtog Parlamentet sin forhandlingsposition, så nu kan de indlede forhandlinger med Rådet om en ny lovgivningsramme for tilbagesendelse af personer uden opholdsret i EU.
Forslaget indebærer blandt andet, at personer med en udvisningsafgørelse skal samarbejde med myndighederne om at rejse væk, og at tilbageholdelse i op til 24 måneder kan anvendes, hvis myndighederne vurderer, at der er risiko for, at personen flygter eller ikke samarbejder.
Det indebærer også en mulighed for at etablere de såkaldte ”return hubs”, altså modtagecentre i et tredjeland efter aftale.
Plenarafstemningen fandt sted efter tre separate anmodninger fra de politiske grupper S&D, De Grønne og Venstrefløjsgruppen, der satte spørgsmålstegn ved de beslutninger, der blev truffet i udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE).
På grund af det danske retsforbehold er Danmark ikke omfattet af EU's asyl- og migrationspolitik - dog med undtagelse af Dublin-forordningen.
McAllister: ”Handelsaftale mellem EU og Australien er en milepæl”
Parlamentet byder nye aftaler med Australien om handel og sikkerhed velkommen.
Aftalerne omfatter både et sikkerheds- og forsvarspartnerskab samt en frihandelsaftale, der fjerner told på mange varer.
Den endelige tekst til frihandelsaftalen faldt på plads under et ledermøde mellem Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og Australiens premierminister, Anthony Albanese i sidst uge.
Aftalen er en milepæl i forholdet mellem EU og Australien, siger formand for Udenrigsudvalget (AFET), David McAllister (EPP, Tyskland): ”Med forankring i gensidig tillid fremmer denne aftale vores fælles vision om øget engagement på sikkerhedsområdet. I et stadig mere komplekst sikkerhedsmiljø fortsætter vi med at investere i multilateralisme og stærke, demokratiske partnerskaber”.
Før aftalen kan træde i kraft, skal den godkendes af medlemslandene i Rådet og af Europa-Parlamentet.
EU’s energikrise til debat
Hvordan skal EU sikre energi til overkommelige priser i den nuværende udfordrende geopolitiske kontekst?
Det diskuterede MEP'erne, Rådet og Kommissionen onsdag, hvor der var energiforsyning, markedsstabilitet og overkommelig energi for industrien og borgerne på dagsorden.
Kommissær Dan Jørgensen præsenterede Kommissionens indsats for at holde energipriserne på et overkommeligt niveau for medlemslandene. Han understregede, at “for nu er den fysiske energiforsyningssikkerhed i EU sikret”, men fremhævede samtidig, at EU må lære af sine fejl og arbejde målrettet på at frigøre sig fra afhængigheden af olie og gas.
MEP’erne repræsenterede forskellige holdninger til, hvilken vej EU skal gå for at sikre stabil energi. Anders Vistisen (DF/Patriots) mener, at grøn energi ikke er vejen frem, men blot holder EU afhængig af andre landes energikilder i længere tid. Han sagde, at ”man fortsætter ned ad den samme dyre og fordummende grønne omstillingsvej, hvor man ikke har noget som helst blik for, hvad energien kommer til at koste, så længe det føles godt i maven, og intentionerne er rigtige”.
Sigrid Friis (RV/Renew) er uenig og svarede, at ”det dyreste og det dummeste, det er ikke den grønne omstilling. Det dyreste, dummeste og dårligste for Europa er da at fortsætte med at være så afhængig af sort energi”.
Enklere AI-regler og forbud mod ”deepfakes”
Virksomheder får formentlig længere tid til at implementere krav for kunstig intelligens.
MEP’erne er torsdag blevet enige om et forslag til forenkling af reglerne for kunstig intelligens og klare deadlines for krav til højrisikosystemer.
Revideringen af reglerne skal sikre forudsigelighed med faste datoer og give virksomheder, der bruger såkaldte højrisiko-systemer (for eksempel i sundhedsvæsenet) længere tid til at implementere de eksisterende regler om ansvarlig brug af kunstig intelligens.
De har også tilføjet et forbud mod AI-”nudifier”-systemer. Det skal stoppe AI-systemer fra at kunne skabe seksuelt eksplicitte billeder af virkelige personer uden deres samtykke.
Forhandlinger med Rådet om det endelige lovforslag kan nu gå i gang.
Bedre beskyttelse af grundvandet
Beskyttelsen af grundvandet var, ligesom i Danmark, til debat i Parlamentet.
Torsdag vedtog MEP’erne nye tiltag, der skal mindske forureningen af grundvand og overfladevand og opdaterede listen med stoffer, der potentielt kan forurene grundvandet, og som dermed skal kontrolleres og begrænses.
Det gælder fremover blandt andet PFAS, pesticider, lægemidler og kemikalier fra medicinalindustrien.
Flere af de forurenende stoffer, der allerede er på listen, vil blive underlagt strengere miljøkvalitetskrav. De nye tiltag har desuden større fokus på mikroplast og tegn på resistente bakterier i vandet.
Ordfører for tiltagene, Javi López (S&D, Spanien) sagde: ”Europa står over for en vandkrise, hvor tørke, oversvømmelser og kemisk forurening lægger et stigende pres på vores ressourcer. Disse nye foranstaltninger giver os stærkere værktøjer til at reagere: opdaterede standarder for forurenende stoffer, inkludering af nye stoffer, bedre overvågning og rapportering af data og et stærkere fokus på nye forurenende stoffer”.
Nye regler flytter told-ansvar fra forbruger til onlineplatforme
Det vælter ind med uregulerede pakker til EU, der er shoppet fra onlineplatforme, og det vil Parlamentet have styr på.
Parlamentet og Rådet blev torsdag enige om en reform af EU’s toldkodeks for at løse problemer i forbindelse med e-handel og varesikkerhed.
Et centralt element i aftalen er at fjerne den nuværende toldfritagelse for varer, der koster under 150 euro. I stedet indføres en midlertidig standardtold pr. varer. Samtidig flyttes ansvaret for told, moms og produktsikkerhed fra forbrugerne til onlineplatforme, som fremover juridisk betragtes som importører.
Reformen har også fokus på at styrke kontrollen med farlige og ulovlige produkter, som i dag ofte slipper igennem systemet. For at gøre dette mere effektivt oprettes en fælles EU-toldmyndighed i Lille i Frankrig, der skal koordinere indsatsen på tværs af medlemslandene. Derudover etableres en ny digital datahub, som skal samle og analysere toldoplysninger i hele EU og gradvist omfatte al import.
Ordfører for sagen, Dirk Gotlink (EPP, Holland), sagde, at målet med aftalen er: ”et indre marked, der ikke længere lader platforme som Temu, SHEIN og AliExpress stå uberørt hen, samtidig med at det sætter massive mængder af varer, der ikke overholder lovgivningen, på det europæiske marked og konkurrerer på unfair vilkår med vores virksomheder”.
Bankkrak skal ikke gå ud over skatteyderne
Konsekvenserne af bankkrak skal i højere grad bæres af aktionærer, kreditorer og branchefinansierede sikkerhedsnet fremfor skatteydernes penge.
Sådan bliver det, efter MEP’erne endeligt har vedtaget nye regler, der udvider rammen for, hvilke banker der er omfattet af lovgivningen om afvikling af banker og beskytter borgernes penge bedre i tilfælde af bankkrak.
MEP’erne stemte torsdag om tre stykker lovgivning, der alle er en del af en samlet pakke på området. Det inkluderer blandt andet en ny afviklingsramme, der skal anvendes af regeringer og myndigheder til at omstrukturere og afvikle banker mere effektivt.
For at bankerne kan få adgang til eksterne midler, skal bankens egne kreditorer og investorer først absorbere tab svarende til mindst 8% af bankens samlede kapitalgrundlag.
En indskudsgarantiordning beskytter indskud på op til 100.000 euro pr. indskyder og transaktioner vedrørende fast ejendom.
Kira Marie Peter-Hansen (SF/De Grønne), der er ordfører for direktivet om indskudsgarantiordninger, kommenterede på vigtigheden af lovgivningen i en ustabil økonomisk situation, men pointerede, at arbejdet langt fra er slut: ”Vi er lykkes med en række målrettede reformer, men der er stadig behov for en mere ambitiøs indsats for endelig at fuldføre bankunionen, herunder en fuldt udbygget europæisk indskudsforsikringsordning.”.
MEP’er opfordrer til mere sammenhold i EU
MEP’erne debatterede onsdag resultaterne af Det Europæiske Råds topmøde i sidste uge med formand for Det Europæiske Råd, António Costa, og Valdis Dombrovskis fra Europa-Kommissionen.
Debattens omdrejningspunkt var den ustabile geopolitiske situation, og MEP’erne kom omkring støtte til Ukraine, krigen i Iran, styrkelse af det indre marked og lavere energipriser. De opfordrede til større konkurrenceevne i EU og hilste et reelt indre marked, der bedre kan konkurrere globalt, velkommen.
Flere MEP’er kritiserede Ungarn for at blokere EU’s finansielle støtte til Ukraine, og andre fordømte krigen i Iran som et brud på international lov og understregede konsekvenserne, det har for blandt andet stigende energipriser.
Det lå i tråd med Costas og Dombrovskis fokus på at styrke EU’s økonomi og sikre større uafhængighed, særligt på energiområdet. De fremhævede, at EU skal reducere sin afhængighed af eksterne energikilder gennem grøn omstilling og øget egenproduktion, hvilket på sigt også skal bidrage til lavere energipriser.
Samtidig understregede begge, at den nuværende geopolitiske situation kræver et tættere samarbejde mellem medlemslandene. Costa udtalte, at EU vil støtte Ukraine ”så længe det er nødvendigt”.
Christel Schaldemose (S/S&D) gav Costa ret i denne position og understregede , at ”Ungarn er nødt til at gå ind i kampen. Vi skal have dem med ombord. De er nødt til at indse, at vi skal hjælpe Ukraine, og vi er nødt til at arbejde sammen, ellers løser vi ikke problemerne.
LUX: Parlamentet kaster lys over europæisk film
Europa-Parlamentet præsenterer i samarbejde med Det Europæiske Filmakademi fem film, der på hver sin måde engagerer publikum i aktuelle sociale og politiske debatter i Europa.
De fem film er nominerede til ”LUX – den europæiske publikumsfilmpris" og bliver vist gratis i udvalgte biografer i København, Odense og Aarhus. Efterfølgende kan du stemme på den film, du mener bør vinde prisen.
I april annonceres en vinder, som er blevet afgjort af stemmerne fra publikum sammen med stemmerne fra medlemmer af Parlamentet.
Hvor og hvornår filmene vises, kan du se her: Aarhus, Odense og København.
Du kan læse mere om de fem film, der vises på LUX-festivalen, her.
LUX-publikumsprisen er skabt som en hyldest til film, der inviterer publikum til debatter om europæiske værdier og afspejler den europæiske filmkunsts mangfoldighed. Prisen organiseres af Europa-Parlamentet og Det Europæiske Filmakademi i partnerskab med Creative Europe MEDIA og Europa Cinemas.
Udbud af mediemonitorering af EU-nyheder
Europa-Parlamentet har i denne uge sat den daglige mediemonitorering af danske mediers dækning af EU-nyheder i udbud . Det gælder printede, online og audiovisuelle medier, samt medieanalyse. Der er deadline den 9. april 2026. Der kan bydes ind på opgaven her.
Europadagen: Hvor er fællesskabet i en usikker verden?
Hvad er det europæiske fællesskab for en størrelse? Og hvem har overhovedet fundet på det?
Det vil landets 4. til 6. klasser undersøge, når Europa-Parlamentet inviterer til markering af Europadagen d. 8. maj klokken 9.
Gennem en online forbindelse vil vi sammen med skuespiller Jesper Ole Feit Andersen zoome ind på den europæiske historie og komme omkring krig, fred og demokrati.
”Vi befinder os i en geopolitisk højspændt tid, hvor samtalen om det europæiske fællesskab er særlig vigtig. Derfor glæder vi os til at byde mellemtrinnet velkommen til et nyt arrangement om demokrati, fælles værdier, og hvilken verden vi gerne vil bo i i fremtiden”, siger kontorchef hos Europa-Parlamentets kontor i Danmark, Sune Olofsson Hansen.
Der er ingen rigtige og forkerte svar. Formålet er i stedet at lade skoleeleverne undersøge og tænke over, hvordan de ser sig selv i en urolig verden.
Arrangementet varer cirka 45 minutter, og lærere kan læse mere og tilmelde sin klasse her.
Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.
For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.
Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:
- Maj d. 18.-20.
- Juli d. 6.-8.
- September d. 14.-16.
Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.
Næste uge i Parlamentet
I næste uge spreder MEP’erne sig ud over verdenskortet i delegationer og skal blandt andet se nærmere på udfordringer med e-handel fra Kina, hvordan Portugal håndterer sin boligkrise og menneskerettigheder i Egypten og Tunesien.
Pakkeproblemer i Kina. MEP’er fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO), heriblandt Christel Schaldemose (S/S&D), rejser til Beijing og Shanghai for at drøfte digitale og e-handelsrelaterede udfordringer mellem EU og Kina. MEP’erne forventes at fremlægge EU’s holdning til digital regulering og sikre markeder, især med hensyn til overtrædelser af EU-lovgivningen og den store mængde små pakker fra Kina, som ikke er regulerede. De er afsted fra tirsdag til torsdag, og det er første gang i otte år, at en delegation fra Europa-Parlamentet besøger Kina.
Strategiske partnerskaber med Sydkorea og Japan. En delegation fra Udenrigsudvalget (AFET) rejser tirsdag til torsdag til Seoul og Tokyo for at drøfte styrkelsen af EU’s strategiske partnerskaber med Sydkorea og Japan. MEP’erne vil mødes med centrale parlamentarikere og regeringsrepræsentanter, forskere fra tænketanke og universiteter samt repræsentanter fra EU’s medlemsstater.
Hvordan skal EU håndtere hybride trusler? Mandag til onsdag rejser MEP’er fra Det Særlige Udvalg om det Europæiske Demokratiskjold (EUDS) til Polen og Litauen for at drøfte, hvordan EU’s reaktion på hybride trusler kan styrkes, blandt andet bekæmpelsen af udenlandsk indblanding, desinformation og cybersikkerhedstrusler.
Portugals program for billige boliger. En delegation fra Det Særlige Udvalg om Boligkrisen (HOUS) rejser til Portugal fra mandag til onsdag for at drøfte landets program for billige boliger og investeringer fra Den Europæiske Investeringsbank.
Drøftelser om menneskerettigheder i Egypten og Tunesien. En delegation af MEP’er fra Underudvalget om Menneskerettigheder (DROI) rejser søndag til tirsdag til Kairo og Tunis for at drøfte borger- og politiske rettigheder, forholdene i fængslerne, socioøkonomiske rettigheder, kvinders rettigheder og flygtninges rettigheder.
EU’s forbindelse til Argentina. MEP’er fra delegationen for forbindelser med Mercosur-landene rejser fra mandag til onsdag til Buenos Aires og Salta for at drøfte styrkelsen af EU’s forbindelser med Argentina, få uger før den midlertidige ikrafttrædelse af handelsaftalen med Mercosur-landene, som er planlagt til den 1. maj.
Redaktionen afsluttet fredag 20/03/2026 kl. 15.40
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Sara Preuss Justesen, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11