EP-Nyt #4: EU genoptager arbejdet med USA-handelsaftale

Denne uge valgte Parlamentet at fortsætte arbejdet med handelsaftalen mellem EU og USA. Samtidig er en ny undersøgelse udkommet, der peger på bekymring hos mange europæere.

Bag bekymringsrynken hos mange europæere gemmer sig verdens krige, terror og klimaforandringer.   

Det viser en ny undersøgelse fra Eurobarometer om blandt andet borgernes tanker om sikkerheden, der blev udgivet i denne uge.

Parlamentet har samtidig trukket handelsaftalen med USA op ad skuffen og frem på bordet igen. Aftalen, som kommissionsformand Ursula von der Leyen og Trump indgik i sommer, blev sidste måned kastet til side af Parlamentet som en konsekvens af Trump-administrationens udtalelser om Grønland.   

De seneste dage har Parlamentet også gjort klar til plenarsamling. I næste uge er der nemlig både flere udenrigspolitiske dagsordener, såsom forsvar og brud med menneskerettigheder, økonomi og klimamål på programmet.  

Derfor indeholder denne uges nyhedsbrev:

  • Parlamentet går videre med handelsaftale med USA
  • Eurobarometer: Borgere ønsker mere fælles EU-handling
  • Parlamentet vil ære det ukrainske folks mod
  • Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
  • Forsvar og Mercosur-aftale i næste uges program

Rigtig god læselyst!

Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.

 

Parlamentet går videre med handelsaftale med USA

Parlamentet sparkede i sidste måned handelsaftalen med USA til hjørne på grund af Trump-administrationens trusler mod Grønland og Danmark.

Og i denne uge valgte Parlamentet at genoptage arbejdet med handelsaftalen.

Det skrev formanden for Udvalget om International Handel (INTA) og ordfører for USA, Bernd Lange, i en pressemeddelelse onsdag.

Dermed kan udvalget gå videre med den såkaldte ”Turnberry-aftale” om told og afgifter, som kommissionsformand Ursula von der Leyen og USA’s præsident Trump gav håndslag på i sommer . Udvalget vil formentlig stemme om aftalen ved det næste udvalgsmøde den 24. februar.   

”Medlemmerne af Udvalget for International Handel (INTA) er fortsat fast besluttede på at fremme arbejde med de to lovgivningsforslag hurtigt, forudsat at USA respekterer Unionens og dens medlemsstaters territoriale integritet og suverænitet og overholder betingelserne i Turnberry-aftalen”, udtaler udvalgsformanden Bernd Lange.

Som en del af det videre arbejde vil udvalget inddrage trusler mod sikkerheden i EU’s medlemslande som en årsag til at fjerne den told, der er aftalt mellem EU og USA.
 

Eurobarometer: Borgere ønsker mere fælles EU-handling

EU’s medlemslande bør stå mere sammen over for en række globale trusler, såsom konflikter og naturkatastrofer.

Det mener 97 procent af de adspurgte danskere i en ny undersøgelse fra Eurobarometer.

Onsdag kunne EU nemlig offentliggøre resultaterne af den seneste måling fra Eurobarometer, der blev lavet i november 2025.

Undersøgelsen viser blandt andet, at mange europæere er bekymrede for sikkerheden. Eksempelvis er 72 procent af EU’s borgere bekymrede for sikkerheden, når det angår igangværende konflikter. Samtidig er 67 procent bekymrede for terrorisme og 66 procent for naturkatastrofer forværret af klimaforandringer, lyder det i undersøgelsen.  

Ifølge nogle europæere skal EU være med til at sikre Europas sikkerhed.  

66 procent af EU’s borgere ønsker nemlig, at EU gør en indsats for at sørge for deres sikkerhed. Her svarer 78 procent af de adspurgte danskere, at EU i fremtiden skal beskytte de europæiske borgere mod globale kriser og sikkerhedsrisici.

Du kan dykke ned i tallene fra Danmark i faktaarket.

 

Parlamentet vil ære det ukrainske folks mod

Den 24. februar er det fire år siden, Rusland invaderede Ukraine.

På denne dag vil Parlamentet derfor afholde en plenarsession til ære for det mod, som den ukrainske befolkning har udvist under krigen.

Det skriver Parlamentets formand, Roberta Metsola, i et opslag på X.

“Vi ønsker at bekræfte vores urokkelige opbakning til en retfærdig og varig fred, såvel som vores konkrete støtte til Ukraine”, skriver Metsola i opslaget.   

I november sidste år opfordrede Parlamentet samtidig EU til at handle mere proaktivt i arbejdet med at sikre fred i Ukraine.


Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.

Du kan søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:
•    Marts d. 9.-11.
•    April d. 27.-29.
•    Maj d. 18.-20.
•    Juli d. 6.-8.

Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.
 

Forsvar og Mercosur-aftale i næste uges program  

Næste uge af februar byder på en plenarsamling med en masse på programmet. MEP’erne vil blandt andet se nærmere på en handlingsplan mod online-mobning, en styrkelse af forsvaret og en sikkerhedsklausul i den omtalte Mercosur-aftale.

Vejen mod en europæisk forsvarsunion. På tirsdag debatterer MEP’erne indsatsen for at styrke det europæiske forsvar. Debatten finder sted i lyset af de stigende uroligheder internationalt, herunder Ruslands fuldskala-krig mod Ukraine og øgede spændinger i EU’s relation til USA.

Onsdag omkring middag vil medlemmerne stemme om deres anbefalinger til EU’s strategiske partnerskaber inden for forsvar og sikkerhed.

Ved et NATO-topmøde i september blev de allierede enige om, at hvert land skal bruge fem procent af sit BNP på sikkerhed og forsvar inden 2035.

Debat om konkurrenceevne og leveomkostninger. Onsdag morgen vil Parlamentets medlemmer debattere det store behov for at styrke EU’s konkurrenceevne og det indre marked, samt for at reducere leveomkostningerne.

Under debatten vil Parlamentet se nærmere på anbefalingerne fra Draghi-rapporten, der udkom i september 2024. MEP’erne vil nemlig fremlægge deres prioritering af, hvordan EU skal implementere forslagene fra rapporten og samtidig vurdere, hvordan det er gået med de anbefalinger, der allerede er sat i værk.

Draghi-rapporten blev lavet af Italiens tidligere premierminister og økonom Mario Draghi på en opfordring fra kommissionsformand Ursula von der Leyen. Et af rapportens hovedbudskaber er, at Europa ikke længere er i stand til at vækste ved hjælp af de samme metoder som tidligere.

Afstemning om sikkerhedsklausuler i Mercosur-aftale. Parlamentets medlemmer vil tirsdag i næste uge stemme om en sikkerhedsklausul i Mercosur-aftalen. Formålet med sikkerhedsklausulen er at undgå, at aftalen medfører en udkonkurrering af europæiske landbrugsvarer.

Aftalen med Mercosurlandene, der dækker over Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay, blev underskrevet af Ursula von der Leyen og repræsentanter for Mercosurlandene den. 17 januar. Dog mangler aftalen stadig at blive endeligt godkendt af Europa-Parlamentet.

Handlingsplan til beskyttelse af unge mod mobning online. Tirsdag præsenterer Kommissionen en ny handlingsplan, der skal beskytte unge mod mobning på nettet.

Den nye handlingsplan vil blandt andet fokusere på unge, der tilhører en minoritet, såsom unge med et handicap, LGBT+-personer eller unge migranter. Desuden vil den finde en fælles betegnelse for mobning online og styrke redskaberne til aldersgodkendelse.

2040-klimamålet: en reduktion på 90 procent. Parlamentet stemmer på tirsdag om aftalen for EU’s 2040-klimamål, som Parlamentet har indgået med Rådet.

Med ændringen i EU’s klimalov forpligter EU sig til at reducere sine udledninger af klimagasser med 90 procent inden 2040 sammenlignet med 1990. Dog vil det fra 2036 være muligt for medlemslandene at gøre brug af de såkaldte ’klimakreditter’ til at opnå fem procentpoint af målsætningen.

Ifølge EU’s klimalov er målet om klimaneutralitet inden 2050 bindende for unionens medlemslande.

Afstemning om regler for sikre hjemlande og sikre tredjelande. På tirsdag forventes Parlamentet at godkende den første liste over hjemlande, der er sikre for asylansøgere at rejse tilbage til. I samme forbindelse forventes MEP’erne at godkende et nyt sæt regler for, hvornår et tredjeland kan betragtes som ’sikkert’.

Hvis godkendelsen går igennem, vil der på listen over sikre hjemlande foreløbigt stå Bangladesh, Colombia, Egypten, Indien, Kosovo, Marokko og Tunesien. Formålet er at sikre hurtigere behandling af asylansøgninger.

Lande, der er kandidater til at blive medlemmer af EU, vil også kategoriseres som et sikkert hjemland - der er dog undtagelser i nogle tilfælde, herunder ved vold relateret til væbnede konflikter.  

Parlamentets forslag til at udrydde fattigdom. På onsdag vil Parlamentets medlemmer debattere sine inputs til Kommissionens anti-fattigdomsstrategi. Strategien skal blandt andet arbejde for at udrydde fattigdom i EU inden 2035.

Torsdag bliver forslagene taget op til afstemning i Parlamentet. Nogle af anbefalingerne fra Parlamentet lyder, at EU skal anerkende fattigdom som en overtrædelse af menneskerettighederne, ligesom man skal have adgang til varer og bolig, der er til at betale.

I 2024 var omkring 93,3 millioner mennesker i EU i risiko for fattigdom og social eksklusion, herunder 20 millioner børn.  

Situationen i det nordøstlige Syrien. Tirsdag vil MEP’erne og Kommissionen drøfte den vold mod civile i det nordøstlige Syrien og behovet for at opretholde en varig våbenhvile. Torsdag vil Parlamentet afholde en afstemning på området.    

Markering af den internationale kræftdag. For at markere den internationale kræftdag d. 4. februar vil Parlamentet i næste uge debattere sine anbefalinger til at styrke EU’s handlingsplan for kræft. Debatten vil finde sted mandag, og torsdag vil MEP’erne stemme om sine anbefalinger.

Selvom EU har gjort ”utrolige fremskridt” for forebyggelse og opdagelse af kræft, er rejsen ikke slut endnu, skrev Parlamentets formand, Roberta Metsola, tirsdag i et opslag på X.  

Den internationale kræftdag blev også markeret mandag i denne uge af Udvalget om Folkesundhed (SANT).

Du kan læse hele programmet for næste uges plenarsamling her.

 

Redaktionen afsluttet fredag 06/02/2026 kl. 10:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Ida Svantemann Vestergård, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                           Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11