EP-Nyt #2: ”Kære Grønland: I er ikke alene”
Denne uge har medlemmerne debatteret støtten til Grønlands suverænitet og forladt to forhandlingsborde samme dag.
Den amerikanske præsident er igen i denne uge løbet med opmærksomheden.
Efter først at have fastholdt sine trusler om at overtage Grønland ser det nu ud til, at Donald Trump, efter en samtale med NATO’s Mark Rutte, er kravlet et stykke ned ad træet.
Inden da fik Europa-Parlamentet erklæret sin fulde opbakning til Danmark og Grønland, lagt arbejdet med en mulig handelsaftale med amerikanerne på is og udskudt fremlæggelsen af en rapport om forholdet mellem EU og USA.
Men det er ikke ugens eneste store historie fra Parlamentet. Det er nemlig Mercosur-t show for dem, der havde håbet, at handelsaftalen med sammenslutningen af sydamerikanske lande ville falde på plads inden længe. Denne uge besluttede Parlamentet i stedet at sende aftalen forbi EU-domstolen.
Derudover har Parlamentet valgt at forkorte Ukraines ventetid på et milliardlån og stemt for sit bud på nye rettigheder for flypassagerer.
Derfor kan du i denne uge læse:
- ”Kære Grønland: I er ikke alene”
- EU skal reagere samlet på truslen mod Grønland
- Parlamentet pauser handelsaftalen med USA
- EU-domstol skal vurdere Mercosur-aftale
- Fordømmelse af Irans brutalitet mod demonstranter
- Bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder
- Hurtigere vej til Ukraine-lån
- Parlamentet vil bevare flypassagerers rettigheder
- Parlamentet vil styrke adgangen til vigtig medicin
- Det sker i den kommende uge
Rigtig god læselyst!
Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.
”Kære Grønland: I er ikke alene”
Under temaet ”Grønlands suverænitet” lagde Parlamentets plenarsal i Strasbourg i denne uge hus til både frustrationer, opbakning og taknemmelighed for europæisk solidaritet.
Formand for Europa-Parlamentet Roberta Metsola åbnede ugens plenarsamling i Strasbourg med at erklære sin og Unionens klare støtte til Danmark og Grønland.
”Nogle vil måske forveksle vores rolige og beslutsomme tilgang og dialog som en svaghed. Det er det helt modsatte. Vi er Europa: Vi vil altid stå op for os selv, rationelt, selvsikkert og bevidst, og det vil vi ikke undskylde for”, sagde Metsola.
Til ingens overraskelse var mange af de danske MEP’er på talerstolen ved tirsdagens debat.
”I Danmark og i Grønland vokser utrygheden. Børn stiller spørgsmål, som børn ikke burde stille, fordi de er bange. De kan ikke forstå, hvorfor en præsident fra et land af venner taler om deres hjem som noget, der skal overtages”, lød det fra Kristoffer Storm (DD/ECR).
Budskaber til Trump
Flere af de danske MEP’er benyttede debatten til at sende direkte budskaber til USA og den amerikanske præsident.
”Så præsident Trump, lad mig sige det direkte: Uanset hvad du truer med, så er Grønland ikke til salg. Suverænitet er ikke en handelsvare. International ret er ikke et forhandlingskort. Vores grænse er nået”, sagde næstformand for Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S/S&D).
Lignende toner blev slået an af Stine Bosse (M/Renew).
“Som NATO-allierede deler vi et fælles ansvar for at sikre Grønlands sikkerhed og respekt for den grønlandske befolkning. Så kære amerikanske venner, I har nogle lektier for”, sagde Stine Bosse.
Under tirsdagens debat blev der også sået tvivl om Trumps motiver.
“Trump og hans allierede siger, at det er, fordi Danmark ikke kan forsvare Grønland alene. Så måtte man forvente, at når de allierede europæere sender styrker til Grønland, så ville manden blive begejstret. Men nej, manden bliver sur. Det er da underligt”, sagde Villy Søvndal (SF/Greens).
Henvisningen til Trump var også at finde mellem linjerne.
”Lad mig gøre det klart: Løgne og overdrivelser udgør ikke en god sikkerhedspolitik. Fakta har betydning”, sagde Niels Flemming Hansen (K/EPP), dog uden at nævne præsidenten og hans administration ved navn.
Marianne Vind (S/S&D) så muligheden for at tale direkte til folket i Grønland.
”Kære Grønland: I er ikke alene. Vi står skulder ved skulder med jer”, sagde hun ved talerstolen.
EU’s modsvar
De danske MEP’er har også flere bud på, hvordan EU skal håndtere sagen om Grønland. Ifølge Henrik Dahl (LA/EPP) er der nemlig én vej, som EU’ er nødt til at vælge.
”Det er ikke let at vælge den principielle vej, men historien viser, at de lette løsninger på kort sigt altid bliver de dyreste på langt sigt”, sagde han.
Også ifølge Sigrid Friis (RV/Renew) er EU nødt til at handle på bestemte måder.
”Hvis vi ikke reagerer klart og samlet nu, så vil problemerne række ud over Grønland og langt ind i Europas fremtid, og derfor skal vores budskab være krystalklart: Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke et middel eller et strategisk værktøj ”, sagde Sigrid Friis.
Den såkaldte ”handelsbazooka” er til gengæld et vigtigt element i EU’s ageren ifølge Per Clausen (EL/Left).
”Over for en kriminel bølle som Trump må vi bruge de økonomiske muskler, som vi faktisk har - handelsbazookaen indgår i hvert fald som et klart element.”
Står det til Anders Vistisen, skal EU tale i det sprog, Trump forstår.
”Budskabet var klart allerede dengang: Nemlig at det eneste sprog, Trump forstår, er det direkte, og at den eneste afvisning, som Trump respekterer, er en uden et ’men’”, sagde han.
Taknemlighed for støtte
Fælles for mange af de danske MEP’er var desuden, at de takkede Parlamentets medlemmer for deres støtte til Grønland og Danmark.
“Hr. formand, før jeg begynder, lad mig oprigtigt på vegne af Danmark og Grønland takke Parlamentet for dets stærke opbakning, herunder gårsdagens stående klapsalve. Fra bunden af vores hjerter, mange tak, kollegaer”, lød det fra Morten Løkkegaard (V/Renew).
Du kan gense debatten om Grønlands suverænitet her.
EU skal reagere samlet på truslen mod Grønland
Konflikten om Grønland må ikke bruges som et redskab til at splitte EU.
Sådan lyder det blandt andet fra MEP’erne i deres vurdering af EU’s fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikker.
I beslutningen, der blev vedtaget onsdag, fordømmer Parlamentet brugen af ensidige handelstrusler og økonomisk intimidering. Desuden bør EU komme med en fælles reaktion på USA’s trusler mod Grønlands suverænitet, lyder det.
Selvom der foregår mange konflikter omkring EU, så kan Unionen ikke vende sig indad, skriver MEP’erne. Derfor er det ifølge dem en strategisk opgave for EU at udvide sine globale partnerskaber.
EU skal samtidig være klar til at handle selvstændigt, når det kommer til forsvar, lyder det fra Parlamentet.
Betænkningen blev vedtaget med 395 stemmer for, 197 imod og 70, der stemte hverken/eller.
Parlamentet pauser handelsaftalen med USA
Truslerne mod Grønland betyder, at Parlamentet træder på bremsen for EU’s handelsaftale med USA.
Det skriver Udvalget for International Handel (INTA) i en erklæring onsdag om den mulige handelsaftale mellem USA og EU.
Udvalget har nemlig besluttet at sætte den handelsaftale på pause, som Kommissionsformand Ursula von der Leyen og præsident Trump gav håndslag på i den skotske by Turnberry i juli sidste år.
Ifølge formanden for udvalget har EU ”ikke andre muligheder end at suspendere arbejdet med de to Turnberry-lovforslag, indtil USA beslutter at genoptage samarbejdet i stedet for konfrontation, og før der tages yderligere skridt."
Den mulige aftale mellem USA og EU skulle fjerne tolden på alle amerikanske industrivarer og indføre en ny told-ordning på et stort antal landbrugsfødevarer fra USA.
EU-domstol skal vurdere Mercosur-aftale
For få dage siden lignede det, at EU’s handelsaftale med Mercosur-landene ville falde på plads efter 25 år.
Men onsdag besluttede Parlamentet at sende aftalen forbi EU-domstolen først. Domstolen skal vurdere, hvorvidt handelsaftalen er i strid med EU’s traktater.
Det betyder også, at aftalen er udsat, indtil domstolen har lavet sin vurdering.
Ved afstemningen stemte 334 af Parlamentets medlemmer for, 324 imod og 11, der hverken stemte for eller imod.
Europa-Parlamentets medlemmer har mulighed for at sende traktater og handelsaftaler forbi EU-domstolen, hvis de er i tvivl om, hvorvidt det er i overensstemmelse med EU’s traktater.
Fordømmelse af Irans brutalitet mod demonstranter
Demonstranterne i Iran har Parlamentets fulde opbakning.
Sådan lød det torsdag i en udtalelse fra Parlamentet om den undertrykkelse og de massemord, som det iranske præstestyre udfører på landets demonstranter.
Med udtalelsen kræver Parlamentets medlemmer, at de iranske myndigheder stopper al vold mod fredelige demonstranter og stopper alle henrettelser og mord.
Medlemmerne opfordrer desuden til, at EU udvider sine restriktive foranstaltninger og til, at EU's bånd gøres afhængige af demokrati og rettigheder.
De seneste to uger har Iran været uden internet, og derfor er det svært at konkludere noget om mængden af tilskadekomne i forbindelse med demonstrationerne i Iran. Det skriver DR.
En nylig opgørelse fra HRANA, der er en USA-baseret menneskerettighedsgruppe, viser, at antallet af dræbte er oppe på 4.902 personer, og mindst 7.389 er kommet til skade, skriver DR.
Beslutningen blev vedtaget med 562 stemmer for, 9 imod og 57, der hverken stemte for eller imod.
Parlamentet vil bevare flypassagerers rettigheder
Et ændringsforslag til flypassagerers rettigheder fik i denne uge luft under vingerne.
Onsdag vedtog Parlamentet nemlig sit bud på nye rettigheder for rejsende.
Med forslaget skal det fortsat være muligt for flyrejsende at modtage kompensation efter tre timers forsinkelse. Desuden skal strandede passagerer have ret til et måltid og overnatninger i op til tre nætter ved længere forsinkelser, ligesom de har i dag, lyder det.
Som noget andet ønsker Parlamentet, at man gratis skal kunne medbringe en personlig ejendel og en lille håndbagage. Det skal samtidig være gratis at vælge sæde for personer med begrænset mobilitet eller personer, der har børn med.
For at lette processen for kompensation skal flyselskaberne tilbyde en formular, der er udfyldt på forhånd, til de rejsende, skriver de.
632 af Parlamentets medlemmer stemte for forslaget, imens 15 stemte imod, og 9 stemte hverken/eller.
Da man ikke blev enige med Rådet i trilogforhandlingerne i første omgang, har medlemslandene kun mulighed for at afvise eller acceptere Parlamentets udkast.
Hurtigere vej til Ukraine-lån
Ukraine får snart de 90 milliarder euro, som EU’s lande vil låne dem, at se.
Det sikrede Parlamentets medlemmer i hvert fald, da de tirsdag stemte for at bruge hasteproceduren på forslaget, der skal gøre EU’s finansielle støttepakke til Ukraine til virkelighed.
Med de 90 milliarder euro kan Ukraine blandt andet anskaffe sig militær assistance, sikre en generel økonomisk støtte til den ukrainske stat og støtte Ukraines forsvarsindustri.
For at finansiere lånet vil 24 af EU’s lande foretage fælles lån fra kapitalmarkederne.
I et beslægtet forslag blev der onsdag også vedtaget en ændring til den såkaldte Ukrainefacilitet, der muliggør dette nye lån.
Med denne uges beslutninger i Parlamentet kan en endelig aftale med Rådet nu falde på plads.
Bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder
”Vi har et europæisk indre marked, men sandheden er jo, at vi har syvogtyve forskellige.”
Sådan lød det fra Morten Løkkegaard (V/Renew) under mandagens debat om innovative virksomheder.
Og ifølge Parlamentet bør EU gøre noget ved netop dét.
Tirsdag vedtog medlemmerne nemlig en række anbefalinger til at styrke vilkårene for innovative virksomheder. Her foreslår MEP’erne blandt andet at give mulighed for at ensrette vilkårene for virksomheder i EU’s lande.
Forslaget kaldes ”det 28. regime”, da det skal fungere som en samlet fælles parallel lovgivningsstruktur til dem, man som virksomhed ellers kan opleve i de 27 medlemslande. Forslaget rummer samtidig databasen ”Unified European Company”. Her skal ikke-børsnoterede virksomheder kunne registrere sig, og formålet er blandt andet at lette kommunikationen med myndigheder.
Parlamentet beder også Kommissionen om at fremlægge sit udspil inden april. Og det er også noget af det, Morten Løkkegaard lægger vægt på.
”Vi har travlt. Vi kan ikke spilde tiden på det sædvanlige procedureræs, som vi kører her i Parlamentet. Så lad os nu gøre det her hurtigt”, sagde han under debatten.
Også Kira Marie Peter-Hansen (SF/Greens) var forbi talerstolen mandag.
”Ved at harmonisere EU’s regler, fjerne unødvendige barrierer og sikre lettere adgang til kapital, vil det 28. regime give små og mellemstore virksomheder og start-up- og scale-up- virksomheder mulighed for at opleve et enkelt marked”, sagde hun.
Kira Marie Peter-Hansen fremhæver desuden nødvendigheden af offentlig opbakning til forslaget.
“Det er afgørende for både mig og De Grønne, at arbejdernes rettigheder er fuldt beskyttede. Vi skal altid sigte efter de højeste standarder og ikke de laveste,” lød det fra Kira Marie Peter-Hansen.
Anbefalingerne blev vedtaget med 492 stemmer for, 144 imod og 28, der hverken stemte for eller imod.
Parlamentet vil styrke adgangen til vigtig medicin
EU’s medicinalproduktion skal komme i bedre form, hvis vi ikke skal mangle kritisk medicin.
Det mener Parlamentet, der tirsdag vedtog sit bud på, hvordan vi skal sikre adgangen til kritisk medicin i EU.
Her foreslår Parlamentet blandt andet at oprette ”strategiske projekter” til at modernisere og forbedre produktionskapaciteten. I den forbindelse skal EU’s lande modtage finansiel støtte med det nuværende og kommende flerårige budget.
Parlamentet vil desuden indføre et ”køb europæisk”-princip. Helt konkret skal virksomheder, der producerer en stor del af deres medicin i EU, gives en fordel i forbindelse med udbud.
Forslaget vil nu tages med ind i forhandlingerne mellem Parlamentet og medlemslandene.
Over halvdelen af den anmeldte mangel på medicin kommer fra produktionsudfordringer, herunder mangel på de aktive stoffer i medicinen.
Det sker i den kommende uge
Næste uge er en udvalgsuge, og her er meget forskelligt på programmet. Du kan både finde den kinesiske digitale markedsplaform SHEIN og NATO’s generalsekretær i følgende program for uge 5:
Markering af International Mindedag for Holocaust. På tirsdag d. 27. januar fra klokken 11.30 markerer Parlamentet International Holocaust Remembrance Day, der er årsdagen for befrielsen af koncentrationslejrene i Auschwitz-Birkenau i slutningen af Anden Verdenskrig.
Besøg af NATO’s generalsekretær. På mandag vil Udenrigsudvalget (AFET) og Udvalget om Sikkerhed og Forsvar (SEDE) debattere den seneste udvikling i de transatlantiske sikkerheds- og forsvarsforpligtelser med NATO’s generalsekretær, Mark Rutte.
EU’s relation til USA. Medlemmerne af Udenrigsudvalget (AFET) vil onsdag se på relationen mellem EU og USA og den seneste udvikling på området med Andrew Puzder, der er USA’s EU-ambassadør.
Told og EU’s stålindustri. Tirsdag vil Udvalget om International Handel (INTA) vedtage sin holdning til et nyt forslag, der skal beskytte EU’s stålindustri mod at blive udkonkurreret af importeret stål.
Ungarns indefrosne midler. Mandag vil Budgetudvalget (BUDG) og Budgetkontroludvalget (CONT) debattere Ungarns indefrosne midler med Raffaele Fitto og Roxana Mînzatu, der er ledende næstformænd i Kommissionen, og kommissær Piotr Serafin.
SHEIN og ulovlige og usikre produkter online. Repræsentanter for den digitale markedsplatform SHEIN vil tirsdag besøge Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO) for at diskutere overensstemmelsen med EU’s regler for produktsikkerhed, forbrugerbeskyttelse og digitale platforme.
Arbejdsforhold i Amazons varehuse. Medlemmerne af Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL) vil onsdag udspørge tre vicedirektører hos Amazon om virksomhedens arbejdsforhold. Ved den offentlige høring vil en ansat fra Amazons polske varehus og andre berette om deres oplevelser.
Ophavsret og AI. Onsdag vil Retsudvalget (JURI) fremsætte deres forslag til bedre beskyttelse, transparens og fair kompensation for skabere af ophavsretligt beskyttet materiale, der er brugt til at træne teknologier med kunstig intelligens.
Prioriteter for det cypriotiske formandskab. Mandag til torsdag i den kommende uge vil cypriotiske ministre præsentere deres prioriteter for de relevante udvalg i Parlamentet. Cypern har overtaget EU-formandskabet fra Danmark og har det til og med juni 2026.
Redaktionen afsluttet fredag 23/01/2026 kl. 10:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Ida Svantemann Vestergård, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11