Nye og kendte ansigter flytter ind i Europa-Huset

Første mandag i oktober betød også et velkommen til tre medarbejdere på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. Herunder kan du lære Line, Christa og Johanne lidt bedre at kende.

Mens efteråret er begyndt at vise tænder med støvregn og mørkere blade på træerne, er en ny sæson også startet for Europa-Parlamentets kontor og særligt for de tre nye medarbejdere, som havde første arbejdsdag den 2. oktober. 
 
Line og Johanne - kontorets to nye trainees - skal for første gang stifte bekendtskab med EU indefra, mens Christa er vendt tilbage til Danmark efter tre år i Europa-Parlamentet i Bruxelles. 

Der var hun en del af parlamentets Media Service Unit, hvor hun organiserede seminarer for journalister fra hele verden, der besøgte parlamentet. Nu skal hun være med til at organisere events i den danske afdeling, hvor hun særligt har snor i de finansielle aspekter.   
 
”Det bliver dejligt at være en del af et mindre team igen. Når man ikke er så mange, kan jeg være en større del af de beslutninger, der bliver taget. Det glæder jeg mig meget til,” fortæller Crista.

 

Nye trainees ser frem til at gøre danskerne klogere på EU

De to spritnye ansigter Line og Johanne skal være trainees de kommende fem måneder. Og de glæder sig begge til at trække i arbejdstøjet. 

Line er uddannet i Journalistik og Internationale Udviklingsstudier fra Roskilde Universitet. Hun har sidenhen arbejdet med politisk kommunikation i NGO-branchen med emner som udviklingspolitik og ligestilling. Her har hun erfaring med udarbejdelse af artikler, debatindlæg og indhold til sociale medier.
 
Line bliver en del af SoMe-teamet og kommer til at producere indhold til sociale medier og afvikle events.
 
”Jeg glæder mig til at blive klogere på alt, hvad der sker i Europa-Parlamentet. For mange kan det være svært at holde styr på, hvad der sker dernede. Og derfor ser jeg det som en utrolig sjov og vigtig opgave, at være med til at formilde det videre til danskerne,” siger Line.
 
Johanne har også sin uddannelsesmæssige baggrund fra Roskilde Universitet, hvorfra hun har en kandidat i Journalistik og Dansk. Hun har tidligere arbejdet i bl.a. dagbladsregi, med radio og kommunikation. Johanne har derfra erfaring med eksempelvis klassisk nyhedsjournalistik, sociale medier og udvikling af nyhedsbreve. 
 
Johanne bliver en del af presseteamet og skal arbejde med opdatering af X (det tidligere Twitter), det ugentlige nyhedsbrev og meget andet pressearbejde. Hun glæder sig særligt til at arbejde med at gøre EU mere nært for danskerne: 
 
”Jeg har en oplevelse af, at mange - nogle gange inklusiv mig selv - ser EU som lidt fjernt og ugennemskueligt. De fordomme vil jeg forsøge at nedbryde de næste måneder.” 

Nye ansatte i Europa-Huset: Christa, Line og Johanne