EP-Nyt #34: COP30 og et budget for næste år

Imens nogle af Parlamentets medlemmer var til klimakonference i Belém, forhandlede andre budgettet for 2026 på plads.

14 MEP’er i Belém. 300 EU-gæster i Tivoli. Og 192,8 milliarder euro.

Sådan lyder nogle af tallene i denne uges nyhedsbrev. De seneste dage har der nemlig være klimakonference i Belém og forhandlinger om EU-budgettet for 2026. Samtidig venter et møde i København med medlemmer fra EU-landenes europaudvalg lige om hjørnet.

Derudover har programmet for næste uge indtaget en stor del af denne uges nyhedsbrev. Den kommende plenarsamling er nemlig fyldt med en lang række debatter, blandt andet om beskyttelse af mindreårige online, EU’s strategi for Arktis og den humanitære katastrofe i Sudan.  

Derfor kan du i denne uge læse om:

  • Budgetaftale for 2026 landet
  • COP30-delegationen i Belém
  • EU-landenes europaudvalg mødes i København
  • Parlamentet og Rådet enige om ny job-portal
  • EU afholder Europæisk demokratiforum
  • Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg
  • Det sker i den kommende uge

Rigtig god læselyst!

Du kan få daglige opdateringer på Europa-Parlamentet og de danske MEP’ers arbejde ved at følge os på Facebook, X og Instagram.


Budgetaftale for 2026 landet

192,8 milliarder euro.

Så mange penge har EU afsat til næste års budget.

Det står der blandt andet i en foreløbig aftale for budgettet næste år, som Parlamentet og Rådet kunne give håndslag på søndag morgen.

Med budgettet har EU afsat 372,7 millioner euro til centrale områder, såsom forskning, sundhed og beskyttelse af borgere.

LIFE-programmet, der er EU’s instrument for miljø- og klimahandling, vil modtage yderligere 10 millioner euro i 2026, ligesom EU4Health-programmet vil få tre millioner euro ekstra.

For at beskytte særligt unge landmænd har EU afsat 105 millioner euro til at fremme europæiske landbrugsprodukter, gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EAGF).

Parlamentet har desuden sikret, at yderligere 20 millioner euro vil gå til forskningsprogrammet Horizon Europe, og at 23,5 millioner euro vil gå til transport og energinetværk.

Over 93 procent af EU’s budget går direkte til EU-programmer. Derfor er beløbene, der er op til forhandling, relativt små med et gennemsnit på 160 til 200 milliarder euro. Det svarer til Polens årlige budget.

Onsdag den 26. november skal Parlamentets medlemmer stemme om den endelige vedtagelse af budgettet for 2026.


COP30-delegationen i Belém

I denne uge har 14 MEP’er været en tur i Brasilien.

Med Lídia Pereira (EPP) i spidsen har Europa-Parlamentets delegation nemlig deltaget i FN’s klimatopmøde i Belém.

Med sig under armen havde de Europa-Parlamentets ønsker til den fremadrettede klimahandling. De rummer blandt andet et krav om udfasning af fossile brændstoffer og en stigning af klimafinansieringen.

Ifølge Danmarks klimaminister Lars Aagaard, der repræsenterer Det Europæiske Råd, må EU forlade klimatopmødet uden en aftale, hvis ikke landene bliver enige om en reduktion af drivhusgasudledningerne.

Det skriver DR og uddyber, at EU dermed vil efterlade forhandlingerne om klimafinansiering til udviklingslandene uden støtte.
 

EU-landenes europaudvalg mødes i København

Inden længe vil op mod 300 personer fra overalt i EU mødes på Tivoli Hotel og Congress Center.

Den 30. november til den 2. december afholdes nemlig COSAC-plenarmøde i København, hvor medlemmer af EU-landenes europaudvalg mødes med en række personer fra EU.

På mødet vil deltagerne drøfte aktuelle europapolitiske emner, såsom handel og den grønne omstilling. Formålet er nemlig at give nationale parlamentarikere mulighed for at tale om europapolitiske emner med hinanden og folk fra Europa-Parlamentet, Kommissionen og Ministerrådet.

Siden 1989 har COSAC-mødet været afholdt to gange om året. 


Parlamentet og Rådet enige om ny job-portal

EU vil oprette én fælles portal til rekruttering af arbejdskraft uden for Unionen.

Det blev Parlamentet og Rådet enige om tirsdag eftermiddag med aftalen om EU’s Talentpulje.

Talentpuljen består af en jobportal, hvor arbejdsgivere i EU matches med potentielle medarbejdere uden for EU. Formålet er at imødegå virksomhedernes efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft.

Det er frivilligt for medlemslandene at tilslutte sig ordningen. Danmark har på grund af retsforbeholdet ikke været en del af forhandlingerne, men kan, som de øvrige medlemslande, vælge at tilslutte sig ordningen.

Danmark kan dog påvirkes af den nye aftale, ligegyldigt om man tilslutter sig eller ej. På grund af EU’s indre marked kan arbejdstagere med lovligt ophold i EU, søge arbejde i alle dele af Unionen, skriver EU Bureauet.

Marianne Vind (S, S&D) er ordfører på forslaget for Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL). Og ifølge hende må talentpuljen ikke blive ”det nye Tinder for social dumping”, har hun fortalt til Fagbevægelsens Hovedorganisation.


EU afholder europæisk demokratiforum

Hvordan styrker man parlamentarisk demokrati gennem civilt engagement? Og hvordan håndterer man politisk polarisering?

Det er nogle af de spørgsmål, som EU i denne uge har kigget nærmere på ved det første EU Parliamentary Democracy Forum.

Her samledes  flere af Europa-Parlamentets medlemmer med nationale parlamentarikere, eksperter, embedsfolk fra EU’s institutioner og repræsentanter for civilsamfundet for at undersøge aktuelle trusler mod demokratisk regeringsførelse og udforske nye måder at øge den demokratiske robusthed.

Du kan finde mere information om begivenheden her

 

Rejsestipendium: Ledige pladser på presseture til Strasbourg

Arbejder du som journalist, og vil du følge debatterne og afstemningerne i EU’s folkevalgte forsamling? Så kan du søge Europa-Parlamentets rejsestipendium til plenarsamlingerne i Strasbourg.

For at øge forståelsen for Europa-Parlamentets vigtige arbejde tilbyder vi et rejsestipendium til journalister, der gerne vil med til Strasbourg for at lære mere om EU og møde de danske MEP’er.

Pladserne i resten af 2025 er optaget, men hvis du vil på venteliste til en eller flere samlinger, skal du være velkommen til at rette henvendelse.

Du kan allerede nu søge om at komme afsted til følgende plenarsamlinger i 2026:

  • Februar d. 9.-11.
  • Marts d. 9.-11.
  • April d. 27.-29.
  • Maj d. 18.-20.

Ansøgningen sendes på mail til vores pressemedarbejdere Lea og Oscar.


Det sker i den kommende uge

EU’s afhængighed af sjældne jordarter fra Kina. Sammen med repræsentanter fra Kommissionen og Rådet vil medlemmerne onsdag debattere, hvordan Kinas restriktioner for eksport af såkaldte sjældne jordarter vil påvirke EU’s afhængighed af landet.  

Debat om beskyttelse af mindreårige online. Tirsdag vil Parlamentet debatterer en rapport med en række anbefalinger til, hvordan EU bedre kan beskytte mindreårige online.

Anbefalingerne indeholder blandt andet et forbud mod afhængighedsskabende virkemidler på nettet som eksempelvis ”infinite scroll” og en aldersgrænse på 16 år for sociale medier. Onsdag vil medlemmerne stemme om rapporten.

Du kan læse mere om rapporten i vores nyhedsbrev for sidste uge.

Afstemning om budgettet for 2026. Den endelige godkendelse for næste års EU-budget skal til afstemning onsdag i Parlamentet. Du kan læse mere om budgettet for 2026 her.

Debat om sabotage af EU’s luftrum og kritiske infrastruktur. Onsdag vil Parlamentet debattere den fortsatte trussel mod EU’s luftrum og kritiske infrastruktur fra Rusland og Belarus.

Debatten kommer efter, at Litauen i slutningen af oktober valgte at lukke grænsen mod Belarus, fordi myndighederne så balloner flyve over grænsen fra Belarus til Litauen.

Handling mod e-handelsplatformes brud på EU-regler. Ved sidste plenarsamling debatterede medlemmerne Frankrigs skandale med e-handelsplatformen Shein. Her havde man fundet ulovlige pornografiske produkter af børn på platformen.  

På onsdag vil Parlamentet stemme om en resolution, som forventes at indeholde en opfordring til Kommissionen og medlemsstaterne om blandt andet at styrke myndighedernes markedsovervågning.

Nye regler for legetøjsikkerhed. Tirsdag forventes Parlamentet at godkende nye regler for legetøjsikkerhed. De nye regler er en opdatering af et direktiv fra 2009 og er taget op på grund af det stigende indkøb af legetøj online, hvor de eksisterende regler har vist sig sværere at håndhæve.

Debat om det første europæiske forsvarsindustriprogram. Tirsdag vil Parlamentets medlemmer debattere og formelt vedtage det første udkast til en forordning om et europæisk forsvarsindustriprogram.

Ny digital simplificeringspakke for tech-lovgivning. En ny digital omnibus vil tirsdag eftermiddag debatteres i Parlamentet. Her vil Parlamentet drøfte fordele og ulemper ved at forenkle reglerne, som EU har til eksempelvis cookies på nettet og rapportering af cybersikkerhed.

International dag for eliminering af vold mod kvinder. På den Internationale dag for elimineringen af vold mod kvinder - den 25. november - debatterer Parlamentet nye værktøjer til EU’s indsats for at forebygge og undgå vold mod kvinder.

Med den seneste resolution for EU kommende strategi for ligestilling mellem kønnene, opfordrede Parlamentet til at inkludere kønsbaseret vold i som en særlig alvorlig forbrydelse.

Rettigheder for personer med handicap. Onsdag vil Parlamentets medlemmer debattere, hvordan EU kan håndtere de barrierer, som personer med handicap kan møde på arbejdsmarkedet, i uddannelse, sundhed eller i forhold til at få et sted at bo. Torsdag vil Parlamentet stemme om deres fælles holdning på området.

EU’s diplomatiske strategi i Arktis. Medlemmerne af Parlamentet vil onsdag stemme om deres holdning til den øgede militarisering af Arktis. Det dækker blandt andet Ruslands militære omstrukturering og Kinas interesse i regionen. I den forbindelse forventer man, at Parlamentet vil opfordre til en sikkerhedsorienteret strategi fra EU, som kan sikre, at Arktis fortsat styres af de internationale love.

Eskalering af den humanitære katastrofe i Sudan. Tirsdag vil Parlamentet, Kommissionen og Rådet debattere den ødelæggende krig og den humanitære katastrofe i Sudan. Torsdag vil medlemmerne stemme om en fælles holdning.

Konflikten mellem den sudanesiske hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har kostet over 150.000 mennesker livet, og har medført hungersnød og anklager om, at RSF begår folkedrab i Darfur-regionen.

Påvirkning af demokratiet fra lande uden for EU. Onsdag debatterer Parlamentet en række nye krav om transparens for interesserepræsentation af lande uden for EU. Torsdag stemmer Parlamentet om deres holdning til kravene.

Du kan læse den vedtagne holdning til kravene i Udvalget om det Indre Market og Forbrugerbeskyttelse her.

Se programmet for den kommende uge her, eller læs mere i Parlamentets briefing om plenarsamlingen i uge 48.
 

Redaktionen afsluttet fredag 21/11/2025 kl. 15:00
Ansvarshavende: Sune Olofsson Hansen
Redaktionen: Ida Svantemann Vestergård, Oscar Ørtoft Pedersen & Lea Hovmand Jørgensen
Pressekontakt: Lea Hovmand Jørgensen / Tlf. 22 11 43 77
                       Oscar Ørtoft Pedersen / Tlf. 25 48 87 11